Gå på opdagelse i vores historie.
Siden en kreds af thistedborgere den 6. maj 1866 stiftede Danmarks første levedygtige brugsforening, er ideen om at forbrugerne i fællesskab får flere fordele, kun vokset. Brugsforeningerne gik sammen i FDB, der siden blev til Coop, som i dag tæller mere end 1.200 butikker Danmarks førende udbyder af dagligvarer.
Gå på opdagelse i vores historie.
Danmark i 1866 er et Danmark i forandring. To år tidligere mister vi to femtedele af vores kongerige til det tyske kejserrige, selvtilliden og den danske selvforståelse lider et knæk, og overalt i landet kæmper fattige familier med at få mad på bordet.
Som præst og medlem af datidens fattigdomskommission er det tydeligt for den 49-årige Hans Christian Sonne, at der må gøres noget, og han etablerer derfor den første arbejderforening i sit sogn, Thisted, hvor der er hårdt brug for et skub i den rigtige retning. I et lille propagandaskrift om arbejdsforeningen skriver han senere: »Jeg havde hermed fra begyndelsen slet ikke arbeiderforeninger for øje, men mine tilhørere gave mig snart at forstå, at hvis jeg vilde gjøre dem noget gavn, måtte jeg først hjælpe dem til at fåe deres daglige brød.«
Selv er pastor Sonne ikke bleg for at bruge ordet »socialisme« i forbindelse med missionen om at sikre de allerfattigste bedre levevilkår og en mere hæderlig plads i samfundet gennem hjælp til selvhjælp. Og efter åbningen af den første butik i Thisted i 1866 i et lille lokale i Torvegade går der ikke længe, før Pastor Sonnes velgørende tanker spreder sig til andre byer, og nye, lokale brugsforeninger skyder frem.
Inspirationen kommer primært fra England, hvor en gruppe arbejdsløse vævere fra den lille by Rochdale 20 år forinden er gået sammen om at danne en indkøbsforening, som sikrer billigere varer gennem fælles indkøb. Den nye organisering betyder, at landbruget og landbosamfundet får en ledende stilling, og andelsbevægelsen bliver samtidig et vigtigt symbol på hverdagsdemokratiet, fordi den menige mands stemme får en større betydning.
I 1880 dør pastor Sonne 62 år gammel. 16 år senere har andelsbevægelsen så meget vind i sejlene, at Fællesforeningen for Danske Brugsforeninger bliver oprettet – og FDB kommer til verden. Antallet af brugsforeninger er nu oppe på 600 i Danmark.
I perioden fra 1840’erne til 1910 bliver der opfundet et utal af skønne kager i Danmark. Mazarin, linser, Sarah Bernhardt og Rubinsteinerkagen for blot at nævne nogle.
Specielt i hovedstaden opfinder konditorerne og bagerne de nye søde kreationer. De nyder stor interesse hos det københavnske borgerskab, som serverer de nyeste kagekreationer til deres selskaber.
Fra slutningen af 1800-årene flyder fløden i det danske land som følge af de mange mejerier og i særdeleshed andelsmejerierne. I pisket form gør det sig fortrinligt i kager, hvilket resulterer i, at flødeskumskager som lagkage, gåsebryst, medalje, napoleonskage og fragilité alle kommer til lige omkring år 1900.
Også i de danske køkkener bliver der nu bagt kager og kreeret desserter. For selv de jævne hjem begynder at tage borgerskabets skik med to retter mad til sig, hvilket giver plads til dessert i weekenden.
Rødgrød med fløde bliver noget nær en nationaldessert. Om sommeren bliver den lavet på friske bær og om vinteren kogt på hindbærsaft og rødvin. Også æblekagen med smørristet rasp og flødeskum bliver meget populær i de danske husholdninger.
Ja tak til rugbrød i lange baner. Thistedboerne er vilde med den mættende basisvare rugbrød. Så vilde, at Danmarks første brugsforening, Thisted Brugsforening, kan notere, at halvdelen af deres indkomst det første år kommer fra netop rugbrød.
I Thisted Brugsforening kan man også købe andre livsfornødenheder som gryn og mel – og mere eksotiske varer til festlige lejligheder som kaffe, sukker og tobak. Brændevin er dog bandlyst i brugsen, da Thisted Brugsforening gerne vil sælge varer efter såkaldt sunde principper.
Ejgård set fra haven en sommerdag, hvor kaffen drikkes i haven. Et par skovserkoner med de karakteristiske hvide hovedtørklæder er inviteret på kaffe. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Gentofte
Kaffedrikkere blandt det jævne folk og bønderne på landet skal være forbudt. Sådan lyder ordren fra kongen i 1783. En rundspørge til de danske biskopper har nemlig afsløret, at der bliver drukket kaffe på landet til store fester.
Kongen vil forhindre en større handel med de importerede kaffebønner, da et kaffeforbrug kan få pengene til at ryge ud af den danske økonomi. Så det er med nationaløkonomiens velbefindende i tanke, at han forsøger at stoppe kaffens udbredelse på landet – her bor nemlig 75 procent af den danske befolkning.
Sognefogederne får til opgave at håndhæve loven, men det er efter sigende hverken en nem eller rar opgave at skulle lede kafferazziaer til glade fester blandt det hårdtarbejdende landfolk. Flere mener desuden, at man må foretrække kaffen frem for brændevinen.
I samme periode ulmer bondeoprøret, og kongen får ikke den ønskede ro med stavnsbåndets ophævelse i 1788. Derfor er det ikke taktisk smart at indskrænke bøndernes personlige frihed yderligere, og i 1799 bliver påbuddet trukket tilbage.
I eftertiden bliver stadig flere bønder selvstændige med egne gårde. Og i takt med at århundreders kummerlig tilværelse med skatter og hoveriarbejde under godsejernes fæstevæsen bliver fortid, kommer kaffen på bordet og bliver en fast del af både husmænds, selvejerbønders og landarbejdernes hverdag.
Byboerne er inkarnerede tedrikkere fra 1750’erne. En vane, der ikke slår bredt igennem på landet, ganske enkelt fordi bønderne ikke har råd til tebrevene.
Teen og kaffen deler altså land- og byboere, velhavende og jævne danskere. For selvom man nu og da drikker en kop kaffe i de velhavende borgerhjem i byerne, så er teen den fine drik, som man holder fast i og identificerer sig med.
Da tusindvis af fattige landarbejdere og husmænd kommer til byerne for at arbejde på fabrik fra 1850’erne, medbringer de naturligvis deres vaner og traditioner og derfor også kaffedrikningen.
Og selvom kaffen nu også bliver drukket i litervis i byerne – så er det til at begynde med fortrinsvist af tilflytterne. Det skal efter sigende have været direkte næsvist at spørge en københavner, om han drak kaffe. Hvortil han fortørnet ville svare: Vi københavnere drikker te.
Arbejdere på kreaturslagteriet med deres værktøj. Billedet er taget på Koopmanns Slageteri i Silkeborg. Foto: Silkeborg Arkiv
Fra 1870’erne bliver slagtning af svin og kreaturer overdraget til slagterivirksomheder fra den enkelte landmand. Slagteri bliver et selvstændigt erhverv ligesom handlen med kød, som foregår hos spækhøkeren, høkeren og viktualiehandleren. Her kan man købe fersk kød og pålægsvarer, som er blevet parteret og forarbejdet fra de hele flæskesider til videresalg i butikken.
Man skal altså ikke længere opfostre et svin for at få gris på gaflen. Det ferske kød kan serveres i mange varianter, modsat datidens saltede eller røgede flæsk, så danskerne begynder at spise langt mere kød end tidligere.
I pastor Sonnes idé om en fælles brugsforening ligger meget mere end fordelagtige priser og tryghed ved at handle. Der ligger også et ønske om at uddanne den fattige arbejderklasse, som ifølge pastor Sonne er i moralsk forfald.
Ved siden af salget af de daglige fornødenheder såsom rugbrød opretter pastor Sonne derfor en oplysningsfond, hvor 2,5 procent af forretningens overskud ender. Pengene går til bøger og en læsesal, hvor brugsens medlemmer kan få de kristne værdier ind under huden og dermed højne deres åndelige moral.
Det går godt for de danske brugsforeninger. Rigtig godt. Brugsforeningerne har haft held med at finde gode uddelere, og mange af brugsforeningerne beslutter sig ret hurtigt for at arbejde sammen i stedet for at leve deres eget liv.
Samarbejder brugsforeningerne, kan de købe ind sammen og få varerne billigere. Jo mere brugsforeningerne kan købe ind på én gang, jo lavere priser er det muligt at opnå. Og det kommer både forbrugerne og butikkens bundlinje til gavn.
Høst med hestetrukket slåmaskine i 1900. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Gentofte
Under landbrugskrisen (1818-1828) dykker kornpriserne på grund af hård konkurrence fra udlandet. Det rammer de danske godsejere og den danske økonomi hårdt, da cirka halvdelen af landets eksport på dette tidspunkt er korn, og prisen falder helt ned til en fjerdedel.
Derfor er det nødvendigt med nytænkning for at redde landbruget, eksporten og økonomien.
Man satser på et gårdmandsbrug med et forædlet animalsk landbrug. Landbrugsomlægningen begynder i det spæde efter krisen og gennemsyrer landbruget fra midten af 1850’erne til 1880’erne.
Her tages moderne og effektive produktionsmetoder i brug. Gårdens dyr opfostres på nærende importerede foderstoffer og hjemmedyrket foderkorn, og mælken fra kvæget behandles i den nyopfundne centrifuge, der udskiller mælkens fedtkugler, som kan kværnes til smør.
Trafiknettet bliver færdigbygget i takt med omlægningen til gårdmandsbruget og står helt klart i 1880, så det kan fragte de importerede foderstoffer til gårdene og bringe de letfordærvelige animalske produkter videre. I Esbjerg bliver der anlagt en havn, som bliver helt central i afsætningen af produkterne, da skibene herfra nemt kan fragte de animalske produkter, først smørret og lidt senere også grisens flæskesider, til London.
Arbejdsdagen var lang. Billedet er fra FDB's sæbefabrik i Viby J omkring 1925.
Varmt, mættende og bestående af to retter – sådan bliver dagens midterste måltid nydt i hjemlige omgivelser indtil 1880’erne. Med industrialiseringen fra midten af 1800-tallet flytter flere og flere danskere mod byerne for at arbejde på fabrik. Meget ændrer sig i de små hjem og i arbejdsgangene, men en ting står fast: nemlig det varme måltid midt på dagen.
Dette får dog sit endeligt, da de lange frokostpauser bliver sløjfet, og arbejdsmændene ikke længere kan nå hjem til madmors varme måltid. Arbejderne må medbringe deres frokost fra morgenstunden, og her er en smurt madpakke praktisk. Så fra 1880’erne slår den kolde, smurte frokost igennem i Danmark. Typisk er det nogle skriver rugbrød smurt med fedt og hertil pølse eller ost.
De jævne håndmadder, der egner sig så fint til madpakken, udvikler sig i slutningen af 1880’erne til det pyntede, højtbelagte og i dag verdenskendte smørrebrød.
Kvægproduktionen var stor - og spildprodukterne var med til at gøre svineproduktion rentabel. Her er vi til kvægmarked i Aarhus i 1890.
De danske landmænds satsning på kvæg og mælkeridrift giver spildprodukterne valle og skummetmælk. Det anses ikke for menneskeføde, men affald, som grisene tog sig af.
Mejeristerne står med store mængder mælkeaffald, og det kræver langt flere svin for at kunne komme det til livs.
Samtidig efterspørger det tyske marked grise, så landmændene øjner en oplagt forretningsmulighed, og på den måde bliver mælkeaffaldet de sten, som den danske svineproduktion bygges på.
Hurtigt skaber producenterne ordnede og langt mere organiserede forhold for svinene med nybyggede svinestalde. Svinene bliver fragtet levende til Tyskland indtil 1895, hvor de lukker helt for svineimporten fra Danmark. Bacon bliver redningen, da englænderne efterspørger store mængder flæskesider.
Et svin, som giver god bacon, skal være langt og kødfuldt med et tyndt spæklag, og det er det tunge fedesvin, som tyskerne kan lide, bestemt ikke. Derfor må et nyt svin udvikles. Samtidig er det en udfordring, at englænderne, modsat tyskerne, ønsker slagtede svin, da slagterier ikke har været en del af landmændenes forretning.
Det nye engelske marked kræver omlægninger, planlægning og nytænkning af de danske landmænd – det bliver starten på de første slagterier og Danmarks første andelsslagteri.
Kartoffeloptagning på Constantinsborg. I baggrunden Volbæk og Brabrand. Billedet er taget omkring 1925. Foto: Den gamle By i Aarhus.
Landbrugets omlægning fra korn til kød og planteavl skaber mere plads til kartoflen på marken. Den bliver nu produceret i store mængder, hvilket giver en lav pris. Og ikke mindst så er komfuret rykket ind i de danske køkkener fra 1850’erne, og det revolutionerer de danske spisevaner og giver kartoflen en helt speciel plads.
Danskerne begynder at spise af egen tallerken frem for et fælles sulefad på midten af bordet. Og derfor bliver kartoflen mere praktisk, da den runde form er lidt besværlig til dyppemad, og bestikket til gengæld nemt tæmmer en rund kartoffel.
Dansk madlavning udvikler sig fra, at måltidet består af én ret til at være komponeret af flere elementer, som rent praktisk kan tilberedes hver for sig på komfuret og i ovnen. Kartoflen får en central og prominent plads i det nye danske køkken som en del af trekløveret: kød, kartofler og sovs.
Fra 1870’erne bliver det helt normalt at spise kartofler mindst en gang i løbet af ugen i de danske hjem. Med tiden overtager kartoflen helt rugbrødets plads og bliver danskernes basisføde. Kartoflen kravler op ad rangstien og bliver en værdsat fødevare i hele landet, hjulpet frem af talrige opskrifter i datidens kogebøger.
Kartoflen gennemlever altså sin guldalder og bliver en del af de fleste mange nye retter, som bliver udviklet i Danmark omkring år 1900. Den bliver serveret til stegen, frikadellerne, hakkebøfferne og medisteren sammen med den halve liter sovs, som madmor beregnede pr. mand. Den indgår i torsk med det hele, sammen med hakket æg, kapers, sennepssovs og peberrod. Og den opnår endda en status, der gør, at den kendte kogebogsforfatter og restauratør Louise Nimb i en af sine 22 kartoffelopskrifter fra 1888 foreslår, at den bliver serveret til forret, blot ledsaget af lidt koldt smør.
I frk. Jensens kogebog fra 1901 finder man første gang en opskrift på svineleverpostej.
Den kolde, smørbare leverpostej, som er lavet på spæk og svinelever, ser dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Tidligere var der blevet serveret postejer i de finere danske hjem, men disse var ikke lavet på svin, men kalv og fjerkræ. Fra omkring år 1900 får leverpostejen et prisleje hos viktualiehandleren og høkeren, så de fleste danskere kan være med. Årtiet inden var det stadig en luksus for de velhavende.
Indmad bliver en vare, som de private slagterier fra 1960’erne og andelsslagterierne fra 1887 skal afsætte til danskerne, og da slagteaffaldet ikke er populært, og der desuden er store mængder, bliver det solgt billigt. Samtidig kommer hakkemaskinen på banen. Komfuret får en fast plads i de danske køkkener. Og i 1901 udkommer Frk. Jensens kogebog med en opskrift på svineleverpostej – alt sammen er med til at gøre leverpostejen til en del af husmorens dagligdagsopskrifter.
Den første leverpostejsfabrik åbner i 1910, og inden længe er svineleverpostejen så udbredt, at man vist godt kan kalde den for danskernes nationalpålæg.
Det danske kvalitetsstempel Lurpak bliver til i kølvandet på margarinekrisen i Danmark. I dag er Lurpak det mest solgte smørprodukt i verden.
I 1860’erne opfinder en fransk kemiker metoden til at lave margarine af skummetmælk og animalsk fedt. I 1883 bliver den første danske kunstsmør-fabrik grundlagt i Danmark. Margarine er kunstsmør, et billigt alternativ for de forbrugere, som kun har råd til anden- og tredjeklasses smør.
Smør er en vigtig eksportvare til det engelske marked, og for at beskytte handlen mod det uægte smør, nemlig farvet margarine solgt som dansk smør, bliver der i 1885 vedtaget en lov, som skal forhindre, at man kan forveksle margarine med smør. På margarinen skal der tydeligt stå margarine, og det skal pakkes i emballage, som ikke minder om smørrets. Desuden må den gråhvide margarine ikke farves, så den ligner smørret.
Alligevel opstår der en smørkrig i Danmark. Alle kneb bliver taget i brug, og smørproducenterne forsøger eksempelvis at overbevise befolkningen om, at margarinen truer folkesundheden. På den anden side står de forbrugere, som synes, at margarine er et godt alternativ til den type smør, som de har råd til. Frk. Jensen, den kendte kogebogsforfatter, er enig i dette, og hun lovpriser margarinen for at være netop billig og nem at bruge.
Men sagen er den, at smør er enormt værdifuldt for Danmark, da det står for halvdelen af landets eksport, og der må ikke være tvivl om, at dansk smør er af den fineste kvalitet. Derfor laver man »lurmærket« med de fire sammenslyngede bronzealderlurer, som fra 1906 er lovpligtigt at mærke alt dansk smør med, der går til eksport.
Købmand A. Thykjærs forretning i Guldsmedgade i Aarhus i 1890.
Foreningens helt store opgave blev at arbejde som lobbyforening imod købstædernes købmænd, som med udgangspunkt i loven om læbælter af al magt forsøgte at hindre brugsernes indmarch i byerne. Samspil med landbrugets andelsbevægelse blev helt centralt for brugsforeningssuccesen.
Kilde: "Brugsen en anderledes forretning?" Af Kristoffer Jensen m.fl.
Interiør fra Snejbjerg mejeri, i midten står mælkecentrifugerne, som separerer mælk og fløde. Billedet er taget omkring år 1900. Foto: Herning Lokalhistoriske Arkiv
Den danske mejerimekaniker L.C. Nielsen opfinder mejericentrifugen, som hurtigt og hygiejnisk kan skille råmælken i fløde og skummetmælk.
Tidligere måtte man hælde mælken op i store, åbne kar for at kunne skille fløden fra. Det var både besværligt, langsomt og uhygiejnisk, da mælken blev udsat for både snavs og insekter – og så var det svært at holde mælken på en lav temperatur.
Den nye centrifuge forbedrer altså kvaliteten af fløden markant, og derfor bliver smørret, som er lavet af fløden, et langt bedre og mere ensartet produkt. Samtidig går processen hurtigere og nemmere, og tilsammen får det stor betydning for det danske landbrug og eksporten af smør.
Mælkecentrifugen får en stor betydning for den danske produktion og eksport af smør. Da fløden bliver ensartet og bedre, stiger også kvaliteten af smørret.
Andelsslagterierne vinder frem efter 1900. På billedet ses svineandelsslagteriet i Silkeborg i 1907. Foto: Silkeborg Arkiv.
Med udsigt til et eksporteventyr går 500 landmænd fra Horsens-egnen sammen og stifter Danmarks første andelsslagteri. Den engelske bonde har forladt landet for at arbejde på fabrik, og denne industrialisering skaber øget velstand og dermed efterspørgsel på varer som smør, bacon og æg. I flok vil de jyske bønder løfte den tunge ordre fra England.
Slagteriet ligger i Horsens, og allerede det første år bliver der slagtet 23.400 svin. Englænderne aftager 90 procent af eksporten. Andelsslagteriet er en stor succes, og de følgende år vokser andelsbevægelsen støt, og frem til 1962 er der hele 62 andelsslagterier i Danmark.
Men det er ikke alt svinekød, som udlandet er interesseret i, og når flæskesiderne er sendt afsted, er der en stor mængde ferske restudskæringer, som skal afsættes herhjemme.
7 bløde og 7 hårde kager. På et traditionelt, sønderjysk kagebord skal der stå 14 kager.
Et sønderjysk kaffebord har mindst 14 kager – 7 bløde og 7 hårde. De bliver spist i en helt bestemt rækkefølge, hvor man går fra det bløde til det hårde, fra det fede og fugtige til det tørre og magre. Gærkringlen bliver spist først, lagkagerne er højdepunktet, og kaffebordet sluttes altid af med sprøde småkager.
Det overdådige sønderjyske kaffebord bliver til i kølvandet på krigen i 1864, hvor Danmark taber Slesvig-Holstein. De sønderjyske danskere ønsker at bevare den danske kultur, og dette bliver muligt i nyopførte forsamlingshuse fra 1890’erne, hvor man kan holde sangaftner, foredrag og andre aktiviteter.
Forsamlingshusene har hverken alkoholbevilling eller køkkener. Men noget måtte der da serveres til kaffen! Derfor medbragte husmødrene deres lækreste hjemmebag til kaffen –resultat blev et overdådigt og bugnende sønderjysk kaffebord.
Med tiden flytter kaffebordet også ind i de private hjem, og her kan husmoren virkelig få vist sine køkkenkundskaber. Det er fortrinsvis de velhavende gårde, der har tid og ressourcer til at diske op med hele 14 kager på kaffebordet.
Helt indtil kvinderne kommer på arbejdsmarkedet i 1960’erne, er det meget muligt, at man vil blive budt på sønderjysk kaffebord, hvis man kom på de kanter. Og bliver man budt indenfor, så er det direkte næsvist ikke at smage samtlige kager på bordet.
Før i tiden var et glas frisk mælk en luksusdrik om foråret og sommeren, når koen kælvede. Kvinden på billedet arbejder med en såkaldt seperator, der skulle skille mælk og fløde. Maskinen blev anvendt på de små private gårdmejerier. Fotoet er fra omkring 1890. Foto: Herning Lokalhistoriske Arkiv.
Indtil andelsmejerierne dukker op i det danske land fra 1882, må man selv holde en ko, hvis man ville spise mælkemad. Typisk har en husholdning en enkelt malkeko, og den giver kun mælk i sommerhalvåret, når den har kalv.
Derfor bliver sommeren kaldt for mælkemadens tid og vinteren for sulemadens. Fra foråret og frem til efteråret serverer madmor mælkeretter som kærnemælksvælling, grå ærter med surmælk eller retten med det pudsige navn: ostet sur mælk med sød mælk på.
Og giver koen godt med mælk, så får madmor travlt med at omdanne det til fløde, som hun kan producere ost og smør af. Køleforholdene på denne tid er ikke-eksisterende, og derfor er det bare med at omdanne og konservere den kostbare, letfordærvelige mælk.
Øl er ikke længere noget, husmoderen fremstilller. Ølproduktionen bliver fra midten af 1800-tallet industrifremstillet blandt andet på Carlsberg (billedet).
Væske må der til, og mælken er knap og kun en sommerdrik. Og vandet, ja, det er en beskidt affære, som madmor må koge, før det kan drikkes – og så kan man jo lige så godt brygge øl, nu hvor man er i gang.
Øllet læsker arbejderne i marken og de tørstige børnemunde efter datidens ofte salte måltider. Madmor brygger sin egen overgærede øl af malt, humle og gær i bryggerset. Det minder om hvidtøl og har slet ikke de samme alkoholprocenter, som vi kender i dag.
Øllet drikkes både varmt og koldt – og endda spist. Øllebrød er en smart resteret, hvori man kan genbruge det tørre brød ved at koge det ud i øl. Også koldskål laves på øl og ikke på kærnemælk som i dag.
Ved slutningen af 1800-årene stopper danskerne med at brygge deres eget øl. Kaffen er for alvor blevet en folkedrik. Samtidig er der nu rigeligt med mælk hele året rundt på grund af de mange andelsmejerier i landet. Altså er øllet ikke længere en nødvendighed. Man kan nu bage med mælk, lave mælkesovs, børnene kan slukke tørsten i det, og selv koldskålen bliver nu lavet på kærnemælk.
Øl bliver fra 1847 industrifremstillet af brygger J.C. Jacobsen, og fra 1874 kan man købe øl på flaske i den undergærede version i form af pilsner eller lager, som vi kender i dag.
»Fællesskab er en Livsbetingelse for Menneskene, ja, for alt skabt, hvori der er Liv og Vækst. Ikke engang et Træ, en Blomst, et Græskar vilde kunne vokse og trives alene paa bar Jord, de vilde knækkes af Blæsten, piskes ned af Regnen eller udtøres af Solens brændende Straaler, dersom de ikke voksede i Selskab og gensidigt skærmede og understøttede hinanden …«
Sådan skriver Severin Jørgensen (født 1842) i en praktisk guide fra 1894 til, hvordan man opretter en brugsforening og sikrer en fornuftig drift.
Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre om en mand, der er glad for fællesskab. Så glad, at han stifter Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB. En fællesforening, som samler en lang række jyske og sjællandske brugsforeninger, der ligger på landet og i mindre provinsbyer.
Severin Jørgensen er så glad for fællesskab, at han allerede organiserer indkøb i fællesskab med andre brugsforeninger, da han bliver uddeler i Vester Nebel Brugsforening ved Kolding i 1874, altså hele 22 år før FDB.
Formålet ved at slå flere brugsforeninger sammen er at opnå store rabatter på varer. Billigere priser, der kommer kunderne til gavn og skal sikre, at de især dårligt stillede også har råd til deres dagligvarer. I de følgende år åbner FDB også en masse nye fabrikker, der skal være med til at sikre, at forbrugerne kan få varer til en billig pris.
Og FDB bliver en stor succes. Især fordi brugsforeningernes medlemmer bakker op om det store arbejde, som deres formænd gør.
FDB har igen været i England for at hente inspiration. De engelske brugsforeninger har nemlig åbnet fabrikker og producerer selv forskellige typer af varer.
I 1897 åbner FDB den første af sine egne fabrikker, et kafferisteri, der ligger i tilknytning til FDB-lagret i Kolding. 3 år senere bygger FDB ud og begynder at producere chokolade og bolsjer og 5 år efter konfekt på samme fabrik. I 1904 køber FDB en grund i Viby ved Aarhus og bygger fabrikker, der laver sæbe og reb og senere hen margarine.
Etableringen af fabrikkerne skal – ud over at give forbrugerne bedre priser – også ses som led i en generel priskrig mellem FDB og FDB's leverandører.
Køkkenhaven bliver almindelig, og i byerne kommer kolonihaven til. Her er vi i Rødovre i 1920.
Kål er den dominerende grøntsag i Danmark langt ind i 1800-tallet. Faktisk går køkkenhaven under navnet kålhaven, ganske enkelt fordi kål i vid udstrækning er den grøntsag, som danskerne spiser. Både grønkål, hvidkål og rødkål er hårdfør og kan klare klimaet, så det er en praktisk grøntsag, der desuden går godt til den ofte salte mad. Specielt grønkålen er brugt i de danske køkkener, hvor den indgår i retten søbekål, en slags grønkålssuppe, som man dypper rugbrødet i og spiser flæsk til.
Men fra anden halvdel af 1800-tallet sker der store forandringer i kålhaverne. Landboerne begynder at dyrke flere forskellige slags grøntsager, frugter og bær. Og inden længe kommer byboerne også med, da kolonihaverne vinder frem, så også de kan høste i deres nyanlagte køkkenhaver.
Da mange danskere er novicer, når det kommer til dyrkning af andet end kål, kan man fra 1891 få hjælp og besøg fra en statskonsulent i frugtavl. Sorterne er blevet forædlede, og nu er både frugter og bær større og bedre. Derfor bliver haverne fyldt op med jordbær, hindbær, ribs, rabarber og solbærbuske.
Bær giver mange muligheder i det søde køkken, og husmødrene producerer grød, kage, saft og syltetøj af de hjemmedyrkede bær og frugter. Sukkeret er blevet billigt på grund af den danske sukkerroeproduktion. Og marmeladen bliver smurt på fint hvedebrød lavet af hvedemel importeret fra Amerika.
Rødgrøden bliver i samme periode noget nær en nationaldessert, som laves på friske bær om sommeren og saft om vinteren. Til grøden serverer man noget af den nu rigelige fløde og mælk fra andelsmejerierne.
Komfuralderens mælkemad går godt i spænd med de mange nye grøntsager fra køkkenhaverne. Nu kan man stuve i gryden på komfuret og servere det separat til kødet. Hvidkålen bliver mælkestuvet ligesom de nye grønærter, der kommer i selskab med gulerødderne.
Grønkålen, som har ernæret danskerne i århundreder, er ikke gået i glemmebogen, men nu bliver den stuvet med fløde og smør, hvilket gør den karakteristiske smag mildere. Også rødbeden og det sure, søde rødkål får roller i sovs- og kartoffelkulturen, hvor de ledsager kødet.
En ny og moderne opskrift fra Louise Nimbs kogebog fra 1880 er tilbehøret »Hovedsalat på dansk«. Danskeren var ikke vant til at spise rå grønsager og salatblade, og måske derfor lod kogebogsforfatterinden den sprøde, grønne salat gå hånd i hånd med fed fløde smagt til med eddike og sukker. I dag kender vi den dengang moderne dressing som klassikeren mormordressing.
Fra 1878-1957 kunne man købe børnemælk i Danmark. Børnemælk var en speciel fremstillet mælk fra udvalgte besætninger – tuberkulose fri besætninger. Mælken blev ikke homogeniseret eller pasteuriseret. De gårde som leverede børnemælken blev underkastet dyrlægekontrol hver 14. dag. Køerne måtte ikke fodres med eksempelvis kålrabi og mask. Om sommeren måtte køerne ikke staldfodres. Hygiejne¬kravene var efter datidens standard høje. Flasker til Børnemælk er den første type flasker, der specielt blev fremstillet til mælk. Spædbørnsdødeligheden faldt efter indførelsen af Børnemælk. Børnemælk blev anbefalet af læger til syge børn samt svagelige børn og voksne.
De danske spædbørn, som ikke bliver ammet, får råmælk fra koen. Men en undersøgelse viser, at netop blandt disse små, som er flasket op på råmælk, er der en højere børnedødelighed. Det får den danske læge og dyrlæge Bernhard Bang til at gå ind i bekæmpelsen af kvægtuberkulose, for han mener, at sygdommen kan overføres fra råmælken til barnet.
Bernhard Bang finder ud af, at man kan spore tuberkulose i en besætning ved hjælp af tuberkulinet, som bliver brugt som vaccine. På de gårde, hvor børnemælken bliver produceret, bliver malkekvæget derfor kontrolleret hver 14. dag, og samtidig er alle dyr og mennesker under opsyn. Senere viser Statens Seruminstituts undersøgelser, at inficeret råmælk bærer skylden for 25 procent af alle tuberkulosetilfælde i Danmark.
I 1930’erne kræver de lande, som Danmark eksporterer mælkeprodukter som smør og ost til, at mælken skal stamme fra sygdomsfrie besætninger. Dette skaber yderligere incitament i kampen mod tuberkulose, så fra 1935 bliver det lovpligtigt at pasteurisere konsummælk, så smitten bliver dræbt, før mælken bliver drukket. Behovet for børnemælk forsvinder herved, og i 1957 bliver den sidste flaske solgt.
Interiør fra Folkekøkkenet, der åbnede i året 1917 i tømrer Madsens værksted i Nygade i Herning. Farsen til frikadellerne røres i fadet på bordet og i baggrunden er kødhakkeren i gang. Foto: Herning Lokalhistoriske Arkiv.
Flæskeeksporten og den blomstrende kødhandel i Danmark gør det både nemmere og billigere at skaffe fersk svinekød for husmoren, så danskerne begynder at spise mere kød.
Kødhakkemaskinen er blevet fast inventar på langt de fleste køkkenhylder omkring år 1900, og de ferske restudskæringer gør sig godt hakket, så farsmad bliver populært og udbredt.
Tidligere var det en eksklusiv spise, som kun blev serveret i velhavende hjem, da det var et tidskrævende arbejde at lave fars. Først skulle store, senede kødklumper skrabes med en ske, hvorefter massen blev hakket med håndkraft, indtil det fik en blød konsistens.
Desuden var der ikke svinekød i farsen tidligere, da den blev lavet af det kød, man nemmest kunne skaffe fersk, hvilket var okse, fisk, høne eller kalv.
Nu består farsen typisk af halv svin og halv kalv eller okse, og den bløde kødmasse bliver bagt som leverpostej, formet til frikadeller og hakkebøffer, stoppet i grisetarm til medister, forklædt som hare og serveret som boller i karry.
Smørrebrød var en festlig spise helt frem til 1960'erne. Hos SAS fik passagererne smørrebrød på flyet i 1960'erne (billedet). Foto: Scanpix
En humpel rugbrød smurt med stegefedt og måske en skive kød, hvis man er heldig.
Sådan ser det første smørrebrød ud i 1600-tallet. Det er et mellemmåltid og ikke noget, som man har høje tanker om, og det er heller ikke specielt dansk. Det bliver det højtbelagte smørrebrød dog – en nationalspise kendt ud over landets grænser.
Tivoli er det første sted, hvor danskerne kan bestille smørrebrød, nærmere betegnet på familien Nimbs restaurant i 1883. 5 år efter i 1888 slår smørrebrødspioneren Oscar Davidsen dørene op for en tilhørende vinstue til sin vinhandel i København, og her serverer hans kone smørrebrød, som hun har tilberedt i deres hjem på Frederiksberg.
Rugbrødet er et hjemmebagt lyst maltet rugbrød, hvorpå hun anretter forskellige typer pålæg som andesteg, leverpostej og flæskesteg. Pålægget afspejler datidens nye kød-, kartoffel- og sovsekøkken. Så flæskestegen bliver pyntet med rødkål, æbler og svesker, det sprængte oksebryst med peberrod og pickles og leverpostejen med syltede rødbeder eller agurker.
De højtbelagte madder er som et utrådt land for de faglærte smørrebrødsjomfruer, hvor kun fantasien sætter grænser. Varianterne af smørrebrød eksploderer, og hos Oscar Davidsen kan man vælge imellem 190 varianter på smørrebrødssedlen. Man krydser selv de ønskede stykker af på sedlen og vælger mellem hvedebrød, rugbrød eller surbrød som bund for fyldet.
De klassiske stykker, som afspejler tidens voksende kødforbrug, får selskab af mange nye varianter med råvarer fra de danske kyster – røget ål med æggestand, pillede fjordrejer og stegt fiskefilet med remoulade for at nævne et par stykker.
Smørrebrødet er en moderne ude-spise, der går som hånd i hanke med både snaps og øl. Derfor er det overvejende en mandespise. Kvinderne hygger sig på konditoriet, og manden går på smørrebrødsrestaurant.
Restaurant er måske lidt misvisende, da smørrebrød nærmere er en servering, der placerer sig imellem en kold øl og et regulært middagsmåltid. Med tiden flytter smørrebrødet også ind i de danske hjem, men ikke helt ind i husmorens køkken, for det er mest almindeligt at bestille det hos smørrebrødsbutikken.
Helt indtil 1960’erne er smørrebrød den mest populære spise til festlige arrangementer, men her bliver det udkonkurreret af det store kolde bord og makkerparret ost og vin.
Smørrebrødet uddør dog aldrig, og i løbet af 1980’erne begynder der igen at åbne smørrebrødsrestauranter. Ved årtusindeskiftet får smørrebrødet en opblomstring og oplever en modernisering og fornyelse med hjælp fra nutiden nye nordiske kokke.
Interiør fra et køkken. Kvinden står ved komfuret, der opvarmes med træ. På hjørnehylden står kaffekande og tekande og på væggen hænger grydelåget.
Støbejernskomfuret, som kommer til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, brænder for alvor igennem i Danmark fra midten af 1800-tallet i de velstillede hjem. Komfurets ild fodres med brænde, tørv eller kul, og varmen giver husmødrene helt nye muligheder, nu da hun både kan koge, stege og bage på samme tid.
For det åbne ildsted, som tidligere var morens arbejdsplads, havde haft sine begrænsninger med bare én gryde i sving ad gangen. Grød, gule ærter, kål, saltet kød og sulefad med kartofler var populær husmandskost førhen. Men komfuret giver mulighed for at tilberede flere forskellige råvarer med forskellige teknikker på samme tid, og det revolutionerer den danske madlavning. Mange danske klassiske retter, som vi stadig nyder i dag, bliver opfundet i årene 1880-1910.
Ovnen gør det nemt at tilberede store stykker kød, og flæskestegen er ikke længere forbeholdt herskabet, men bliver en populær søndagsspise blandt borgerskabet serveret med kartofler, brun sovs og surt. Det salte flæsk er i forvejen fast inventar på de danske tallerkner, men nu bliver det stegt og får selskab af persillesovs og kartofler. Nye er også farsfavoritter som frikadeller, hakkebøffer og medister, som spises med kartofler og den opbagte mælkesovs, hvori kvinderne kan gemme lidt grønt.
Det var normalt, at brugsuddeleren boede i samme bygning som Brugsen. Typisk i en uddelerbolig på brugsforeningens første etage.
Vi mødes ikke bare i Brugsen, men vi lever i Brugsen. Sådan lyder det nok fra butiksuddelerne og deres koner op gennem 1800-tallet, for brugsforeningerne har nemlig typisk åbent 87 timer om ugen – og der er ofte ikke råd til andet personale end uddeleren selv og hans ulønnede kone.
Brugsforeningerne har normalt åbent fra 6 morgen til 22 aften på hverdage – også om lørdagen, hvor der dog er tid til et kort middagshvil. Om søndagen er der åbent fra 6 til 9 om morgenen.
Det bliver der lavet om på i 1904, hvor den første lukkelov forbyder, at butikker rundt om i det danske land holder åbent på søndage og helligdage. 4 år efter laves lukkeloven om, så der skal lukkes klokken 20 på hverdage og klokken 23 på lørdage.
Kaffevognene levede længe. "Københavnske Kvinders Kaffevogne" var en velgørende institution, der søgte at erstatte øl og snaps med en kop kaffe. Overskuddet gik til de arbejdsløse. Billedet er fra 1957. Foto: Polfoto
Lange arbejdsdage, opslidende, hårdt fysisk arbejde og dårlige lejligheder med alt for mange børn i for få rum er hverdagen for mange arbejdere i København.
Selvom kaffen er en fast og skattet del af dagligdagen, bliver den nu og da udkonkurreret af brændevinen, der både er billig og en tiltrængt flugt fra livets hårde trummerum.
Ofte bliver både hele og halve lønninger drukket op, før de når madmors husholdningspung – og der står moren med regningerne og de sultne unger.
Noget må der gøres for de fattige familier, og en af afholdsforeningens forkæmpere vil med sin idé om kaffevognen komme de nødlidende familier til undsætning.
Kaffevognen er på dagsordenen til et møde i Dansk Kvindesamfund i 1905. Idéen er, at en kop frisk, stærkbrygget kaffe skal holde arbejderne fra værtshuset på hjemvejen.
Foreningen samler midler til at købe en vogn, kaffebønner, fløde og sukker. En af de største donationer kommer fra det danske kongehus.
Penge må der nemlig til for at få projektet realiseret, men kaffen må ikke være gratis, for mændene må ikke opfatte den stærke, varme drik som godgørenhed. Derfor bliver prisen på en kop kaffe sat til 7 øre, hvilket er 3 øre dyrere end på værtshuset, hvor man desuden også kunne erhverve sig en hel flaske brændevin for kun 25 øre.
I 1907 får foreningen en bevilling fra Københavns politiinspektør, og en kaffekogerske og et par kuske bliver hyret. Kort tid efter åbner kaffevognen ved Flydedokken på Christianshavn.
Efterfølgende kommer der kaffevogne til arbejderne ved Gasværkshavnen, i Frihavnen, på Højbro Plads og Rådhuspladsen. Kaffevognenes popularitet er så stor, at køen gør det svært for folk at komme forbi til sporvognen.
Med 1. verdenskrig stiger kaffepriserne, alligevel lykkes det de københavnske kvinder at holde liv i 10-12 kaffevogne helt op i mellemkrigsårene, hvor rationering, konkurrence fra kaffebarer og manglen på kaffebønner tager livet af kaffevognene.
Masser af andelsslagterier skød op omkring århundredeskiftet. Englænderne fik skinkesiderne og bacon, så danskerne skulle blive bedre til at bruge indmaden, når der skulle laves aftensmad. Billedet er fra Herning Svineslagteri i 1907. Foto: Herning Lokalhistoriske Arkiv
Foruden de ferske restudskæringer bliver også svinets indmad tilbage på dansk jord, når flæskesiden er sendt over til englænderne.
Derfor hyrer Valby Svineslagteri kogebogsforfatteren Frk. Jensen til at udarbejde en brochure med opskrifter, som skal gøre danskerne mere venligt stemte over for lever, hjerte, nyre, hoveder, skank og fødder.
Frk. Jensen viser stor opfindsomhed, når hun navngiver retterne, eksempelvis gik stegt lever under navnet »bøf á la mode«, nyrer stegt som bøf blev kaldt »forlorne kyllinger« og svinefødder i sovs var »forloren skildpaddesovs«. Men lige meget hjælper det, måske fordi indmaden stadig bliver kaldt »slagteaffald« i dagligdagstale?
Leveren får dog et forspring, og det skyldes leverpostejen, som bliver mere populær og udbredt som pålæg på rugbrødsklemmerne.
Brugsforeningen i Snoldelev
44 år efter Pastor Sonne grundlægger den første brugsforening i Thisted, tæller FDB nu 1500 brugsforeninger i det danske land. FDB har så stor magt, at de kan presse producenterne betydeligt og få endnu billigere priser, og det kommer forbrugerne til gode.
I 1914 foregår hver tiende indkøbstur til en af de 1500 brugsforeninger i Danmark.
Under rationeringen under 1. Verdenskrig måtte danskerne være kreative med maden. Rodfrugter kom på bodet til aftensmåltidet!
Den rivende udvikling, som det danske køkken gennemgik i komfurperioden (1880-1910), stagnerer fuldstændig med 1. verdenskrig. De næste 40 års tid er det danske køkken præget af verdenskrigenes varemangel, fattigdom og rationering. I køkkenerne betyder det erstatning, smalkost og stilstand.
Når selv de mest basale fødevarer stiger drastisk i pris, kaldes det dyrtid. Sådan er hverdagen i Danmark under 1. verdenskrig, hvor priserne var steget hele 85 procent ved krigens slutning i 1918. I samme periode stiger arbejdsløsheden, og gennemsnitslønnen falder. Så det er trange kår for mange danskere, og faktisk er det langtfra alle, som har råd til at erhverve sig de 280 gram flæsk, 2 kilo sukker og 250 gram smør, som hver dansker får rationeringsmærker til hver måned.
Før krigen havde den danske middelklasse spist sig mæt i retter kreeret med smør, æg og kød, men nu må mange vænne sig til margarine og flæskeaffald – og stille den værste sult med rugbrød og kartofler, indtil også det bliver en mangelvare. Det kræver sit at få varerne til at række og skabe nogle nogenlunde smagfulde måltider. Til formålet udkommer kogebøger med opskrifter på billige og mættende retter. En af disse er »Dyrtidskogebogen« fra 1915, som netop bliver skrevet med den sparsommelige husmor for øje. Grøntsager og i særdeleshed rodfrugter er i fokus, så de rumlende maver kan få lidt ro.
Hovedstadens Brugsforening voksede og blev med tiden den største brugsforening i Danmark. Her er uddeleren og hans personale i Hovedstadens Brugsforenings butik i Århusgade.
1731 i landområderne og sølle 89 i købstæderne. Så mange brugsforeninger er der ved afslutningen af 1. verdenskrig. Der er altså markant forskel på antallet af brugsforeninger på landet og i byen, selv når man tager i betragtning, at byernes foreninger typisk er langt større med flere butikker end dem på landet, som ofte kun bestod af meget få butikker.
På trods af det begrænsede antal kommer bybrugserne til at spille en ret stor rolle for fremtiden. I 1916 fusionerer 16 brugsforeninger, der ikke er del af FDB og består af cirka 40 butikker med i alt 8000 medlemmer, nemlig til Hovedstadens Brugsforeninger – også kendt som HB.
Pølsemanden sælger bayerske pølser i Danmarks første pølsevogn i 1921.
Danmarks første 6 danske pølsevogne åbner for mobilt pølsesalg i København, og nyheden er så stor, at den pryder Ekstra Bladets forside.
De første pølsevogne er blot varmekasser på hjul. Komforten er helt i bund for både køberen og sælgeren, så pølsemanden må putte aviser under tøjet for at holde varmen. En pølse med sennep koster 25 øre, og man kan få et rundstykke med for 5 øre. Pølsevognen bliver hurtigt en stor succes, og idéen spreder sig til resten af landet. I løbet af 1950’erne og 1960’erne stiger antallet af pølsevogne i Danmark til 500. I dag er der 100 tilbage.
Pølsevognen står for mange som noget ærkedansk, men faktisk stammer idéen fra Tyskland, hvor der allerede før 1. verdenskrig var en pølsevogn i Berlin.
»JA, her er altsaa det nye Blad!«
Sådan lyder indledningen i FDB’s nye magasin, Brugsforeningen, som udkommer den 17. januar 1928.
Tanken bag bladet er at understøtte FDB’s vision om at være noget særligt for sine medlemmer, og brugsforeningen forsøger med lanceringen af medlemsbladet at spille med på en generel strømning i tiden, der tillægger forbrugeren større betydning.
Bladet uddeles til at starte med som en ekstra gode til medlemmerne hver 14. dag og skal ifølge bladets redaktør A. Axelsen Drejer »blandt andet øge eller vække interessen for, hvad der danner kernen i det fælles foretagende: F.D.B.« På siderne i bladet finder læseren i begyndelsen primært artikler om selve andelsbevægelsen, men også noveller, husmorråd og anmeldelser finder vej til bladet i de første år.
Det skal ikke være sådan, »at Brugsforenings-Bladet, når det kommer ud omkring, er noget, som manden, ‘fatter i huset’, alene med højtidelig mine sætter sig hen og læser,« som redaktøren formulerer det i første udgivelse i 1928. Det skal også være læseligt og kærkomment for resten af familien. På denne måde kan husmoren anno 1928 også være med, for »ofte er det dog hende, der bedst ved, hvor skoen trykker, om den trykker. Og en af vore opgaver er det jo netop at få skoen til at sidde på uden trykken.«
Allerede i Brugsforenings-Bladets første nummer inviteres læseren indenfor hos FDB. Forsiden prydes således af et udsnit af et danmarkskort, hvor læseren blandt andet kan lære, at FDB’s margarinefabrik i Viby producerer godt 11 millioner kilo margarine årligt. Brugsforenings-Bladet forsøger da også at kapre nye medejere – allerede på forsiden af første blad: »F.D.B.s Margarinefabrik kan ogsaa De blive Medejer af, naar De melder Dem ind i en Brugsforening,« står der.
I 1945 skifter Brugsforenings-Bladet navn til Samvirke, og bladet begynder langsomt at bevæge sig over mod det, du i dag kan finde i din lokale Coop-butik. I dag er Samvirke Danmarks mest udbredte og læste månedsmagasin med et oplag på 570.000 eksemplarer og lidt over 1,1 millioner læsere hver måned.
I magasinet kan du læse artikler om sundhed, mad og forbrug. I 2013 beslutter redaktionen at tiltrække læserne med en kendt person på forsiden og et tilhørende længere portræt af månedens hovedperson inde i selve bladet. Den første kendis på forsiden af Samvirke er sangerinden Tina Dickow, som i aprilnummeret samme år fortæller om at flytte til Island.
Centrallaboratoriet åbnede i 1929 for at føre kontrol med de varer, FDB sælger. Billedet er fra 1939, hvor Centrallaboratoriet fejrede 10 års jubilæum.
Hvordan gør vi oksetalg smagsfrit, så det ikke giver en træls smag til bagværk? Og hvordan øger vi forbrugersikkerheden?
Det er blot 2 af mange spørgsmål, medarbejderne i FDB’s Centrallaboratorium stiller sig selv.
Med tilstedeværelsen af det centrale laboratorium, der bliver stiftet i 1929, får danskerne en ny primær kilde til forbrugsmæssige forbedringer. FDB’s Centrallaboratorium undersøger blandt andet »en udbudt vares kvalitet«, med andre ord et kvalitetstjek af varer, som producenter prøver at få FDB til at købe.
Ud over at øge forbrugersikkerheden så leger FDB-folkene også mere eller mindre gale professorer. De udforsker nye muligheder og undersøger nye ting, eksempelvis om man kan fjerne bismagen fra oksetalg og bruge det i bagværk.
Men den vigtigste rolle, Centrallaboratoriet får, er at øge forbrugersikkerheden ved at lægge pres på politikerne. Det gør FDB eksempelvis ved at lave varedeklarationer, der sommetider oplyser om mere, end forbrugerne har krav på.
Rundt om i landet havde FDB opbygget en række fabrikker med egenproduktion til brugsforeningerne. Det største fabrikskompleks lå i Viby ved Aarhus, hvor der blandt andet var rebfabrik og sæbefabrik.
Krakket på Wall Street i 1929 bliver startskuddet til en lang periode i krisens tegn. I Europa resulterer den skrantende økonomi i en øget nationalfølelse, som får de enkelte lande til at lukke sig om sig selv, og Danmark er ingen undtagelse. Derfor vedtager man fra politisk side handelsrestriktioner i et forsøg på at fremelske den nationale produktion, så de mange ledige arbejdere kan komme i beskæftigelse.
Den protektionistiske strømning påvirker også FDB. Med forbuddet om at handle med andre lande opstår der nemlig hurtigt monopoler og karteldannelser, hvor prisen på helt almindelige varer kan presses i vejret. Som modsvar skruer FDB derfor op for sin produktion af egne varer og bliver på den måde en endnu større og vidtforgrenet koncern.
Sukker losses på Aarhus Havn i 1937. Foto: Den gamle By
Sukker er kendt helt tilbage i middelalderen i Danmark, hvor det går under navnet »det hvide guld«, da det er så kostbart, at man endda gemmer det som opsparing.
Det er dog kun ganske få, som har råd til sukkeret. I løbet af 1600-årene bliver sukker dog mere udbredt, da Danmark selv producerer det søde pulver på De Vestindiske Øer. Sukkeret bliver opfattet som en slags medicin, og kun apotekerne har tilladelse til at sælge de små sukkertoppe. Først i slutningen af 1700-årene når sukker en pris, der gør, at alle stort set kan være med. Det er ikke længere forbeholdt apotekeren at sælge sukkeret, og det indgår nu i den danske madlavning.
Men nu, kort efter sukkeret er blevet udbredt blandt danskerne, udbryder napoleonskrigene (1808-1815), og de oversøiske handelsveje bliver spærret, så skibene fra De Vestindiske Øer ikke kan nå Danmark.
Man må finde en erstatning, for nu er sukkeret da ikke til at undvære! Og det er denne søgen, som gør, at man opdager, at der kan udvindes sukker fra sukkerroer. Sukkerindholdet i datidens sukkerroe er dog så lille, at sukkepriserne stiger markant – og det søde pulver bliver igen en luksus for de få. Sukker af sukkerrør bliver først tilgængeligt for den brede befolkning igen, da søvejene åbner efter napoleonskrigene. Godt 35 år efter ophører slaveriet, hvilket jo er en glædelig ting, men det får sukkerpriserne til endnu en gang at stige.
Sukkerkrisen bliver hurtigt afværget, da man i mellemtiden har udviklet sukkerroen i Europa, så den nu har det samme sukkerindhold som et sukkerrør. Derfor begynder Danmark sin egen produktion. Den første sukkerfabrik åbner i 1872, og herfra går det hurtigt. Fra 1881 til 1920 stiger arealet, hvor der bliver dyrket sukkerroer, fra 1500 til 38.500 hektar.
Det hvide pulver bliver nu produceret i rigelige mængder og solgt til en pris, som alle har råd til. I 1930’erne er sukkeret så billigt, at det bliver omtalt som et fattigmandspålæg, der kan få daggammelt brød til at glide ned.
Kaffebar ved Damhus Torvet i Rødovre omrking 1940. Foto: Lokalhistorisk Samling, Rødovre.
Kaffebaren er et rigtigt mandested, som er praktisk indrettet med voksdug og et gulv, der kan tåle snavs fra mændenes støvler. Kundeklientellet er nemlig de hårdtarbejdende københavnske mænd, der slider i det på fabrikkerne eller arbejder udenfor.
Kaffebaren slår dørene op ved 6-tiden, så de mænd, der ikke har fået morgenmaden indenbords, kan nå et smurt rundstykke til morgenkaffen. Senere på dagen byder kaffebaren, ud over selvfølgelig kaffe, også på håndsmurte madder og nogle gange endda frokostretter som frikadeller og hakkebøf. Alt sammen spises til kaffen.
Og priserne er rimelige – eller direkte billige – for klientellet er lavtlønnede arbejdere. For at holde prisen nede må der være en stor udskiftning på kaffebaren, så det er ikke et sted, hvor man sidder og hænger, som på værtshuset. Her går det tjept med serveringen. Til gengæld forventes det også, at man forlader sin plads, når kaffekoppen er tom.
I 1955 er der 114 kaffebarer alene i København. Helt indtil 1970’erne er kaffebaren en fast del af mange københavnske arbejderes hverdag. Men så flytter eller lukker mange virksomheder i byen, og på den måde forsvinder kundegrundlaget for kaffebarerne. Samtidig kan man nu spise en hurtig frokost og drikke sin kaffe i de konkurrerende pølsevogne og fastfoodrestauranter.
Medlemmerne strømmede til brugsforeningerne i begyndelsen af 1930'erne. På billedet er husmødre i 1931 inviteret til bagekursus af Kalundborg og Holbækegnens brugsforeninger. 150 husmødre er mødt op for at få råd om bagning fra Fru M. Andersen, Tvede.
Fra at være et mindre foretagende i Thisted har Brugsen i mellemkrigstiden vokset sig så stor, at flere almindelige købmænd må se sig slået af den magtfulde bevægelse, da krisen rammer Danmark i slutningen af 1930’erne.
Den positive udvikling i kriseårene skyldes primært, at Brugsen nu ikke længere blot er en grossist, men i højere grad også producent, som dækker hele landet. Modsat mange lokale købmænd kan Brugsen derfor også tilbyde de billigste varer, og det er noget, som tiltaler danskerne i en tid, hvor hver en øre skal vendes.
Mange nye medlemmer kommer til fra København, og ved 2. verdenskrigs begyndelse er den samlede omsætning for landets brugsforeninger oppe på 365 millioner kroner.
Hvis du skal arbejde i FDB, skal du ikke blot kende din lokale butik og de varer, den sælger. Du skal også kende visionerne, der ligger bag Brugsen. Derfor åbner FDB allerede i 1932 den første egentlige skole for ansatte, hvor køledisk og kasseapparat skiftes ud med tavle og kridt.
Andelsskolen har senere skiftet navn til Severin Kursuscenter efter FDB’s første formand Severin Jørgensen og er i dag et åbent kursuscenter ejet af Coop.
Foto: Gentofte Lokalhistoriske Arkiv
Dyrevelfærd kommer på dagsordenen og indgår nu i FDB’s forretningspolitik.
Den første politik handler om høns' velfærd, og om hvordan man skal holde rugelystne høns fra æggene.
Også brugserne producerede kaffe under krigen - blandt andet under navnet kunstkaffe.
Da 2. verdenskrig bryder ud, har kaffen for alvor fået taget i den brede danske befolkning. Alle drikker kaffe. Faktisk er danskerne det mest kaffedrikkende folk i verden med et årligt forbrug på 7,5 kilo kaffebønner i snit.
Derfor er det også et ømtåleligt emne, at kaffen må rationeres. Så man beslutter at få kaffebønnerne til at vare så længe som muligt ved at nedrationere den i etaper. Allerede før besættelsen af Danmark får alle danskere rationeringsmærker til 600 gram kaffebønner om måneden. Mængden bliver effektivt nedtrappet til 83 gram over de næste år for helt at forsvinde i januar 1942, da lagrene er fuldstændig tomme. Derfor må alle danskere nu ty til erstatningskaffe.
Ristede rugkerner, cikorie, urter og endda gulerødder bliver der lavet »kaffe« af, når bønnerne slipper op. Faktisk kender man disse erstatninger allerede fra starten af 1800-tallet, hvor der var lukket for importen af kaffebønner under napoleonskrigene.
Erstatningen har beholdt sin plads på køkkenhylderne i fattige, jævne hjem, hvor man får kaffebønnerne til at vare længere ved at blande erstatning i. Allerede i 1914 har der været en national produktion af cikorie til brug på landets 22 kaffeerstatningsfabrikker. Og dette får man så for alvor brug for under 2. verdenskrig, hvor hele det danske folk må ty til enten cikorie– eller kornkaffe.
Det var en begivenhed, når rationeringen blev ophævet. En annonce fortæller, at man i 1946 igen kan købe FDB's margarine frit.
I mellemkrigstiden er den største trend inden for dansk madlavning ernæring og energifordelingen i maden. Det gavner nok folkesundheden, men ikke ganerne. Kombineret med tidens trange kår gør det, at den danske madkultur stagnerer i en periode, som strækker sig hen over begge verdenskrige. Kreativiteten, som havde defineret det danske køkken i komfurperioden (1880-1910), bliver stadig brugt på at få maden til at række, og kræfterne bliver brugt på at udtænke næringsrige portioner med en nogenlunde korrekt fordeling af kulhydrat, protein og fedt.
Madhistorisk er hele perioden fra 1914 til 1950 billedligt talt en kønsløs suppe kogt for at mætte – eller i bedste fald en selleribøf. For ja, vegetarisme er en livsstil, der vinder frem, for de få og en nødvendighed flere dage om ugen for de fleste.
Så da anden runde rationering (1939-1952) bliver indført i Danmark under besættelsen, står de danske husmødre klar til kamp med kogebogen »Krisemad« (1942) ved hånden. Gastronomisk tomgang er hverdag, da de trange kår har varet i årtier, ja, i en ung husmors hele liv måske endda. Kreativiteten og kampånden får de brug for, da selv salt ender med at blive rationeret.
Kaffe og sukker er de sidste varer, som man behøver et rationeringsmærke for at få lov til at købe. Rationeringen ophører endelig i 1952, men de mange årtiers krig og krise har sat sine spor i danskerne, og helt op til midten af 1950’erne bærer det danske køkken præg af en kronisk sparsommelighed.
Efter 2. verdenskrig er det tydeligt, at Danmark på en lang række parametre henter inspiration fra den anden side af Atlanten. Hvad enten der er tale om amerikansk jazzmusik eller revisioner af konkurrenceloven efter amerikanske principper, spiller landet over there en betydelig rolle i det danske samfund.
I takt med den øgede amerikanisering drager FDB-ledelsen på en række studieture til USA, hvor detailhandlen allerede dengang tager sig markant anderledes ud end herhjemme.
Med den danske accept af Marshall-hjælpen og tilslutningen til Atlanterhavspagten tegner der sig hurtigt et billede af, at amerikaniseringen i de kommende årtier kun vil tage til. Studieturene til USA bliver derfor en forsmag på, hvordan dagligvarebutikkerne i fremtiden vil se ud hjemme i lille Danmark
»I Tiden 28. juni til 13. juli indbyder Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger alle interesserede til at se en Udstilling, der hedder Gode Brugsting, og som er aaben hver Dag fra klokken 10 Morgen til klokken 10 Aften. Afgangen er gratis for enhver. Den bliver afholdt i Kunstindustrimuseet, Bredgade i København i fornemme Lokaler, hvor der ellers bliver fremvist de mest sjældne og kostbare genstande, kommer der til at bestaa af lutter dagligdags Ting, som enhver kan anskaffe sig og have i sit hjem.«
Sådan lyder det, da FDB – ret uortodokst – inviterer offentligheden indenfor til at se helt almindelige brugsting, man kan finde i et hjem.
FDB bruger blandt andet Kunstindustrimuseets lokaler til at vise emballage frem, da de håber på, at forbrugerne får øje på det pæne design.
Kronen på værket er et rum, der indeholder alt, et ungt par har brug for til en toværelseslejlighed med spisekøkken – alt beregnet til at koste den nette sum af 3200 kroner.
Siden brugsforeningens begyndelse i 1866 er der sket meget i Danmark, og FDB må tænke i nye baner for at følge med udviklingen.
Det resulterer i, at Fællesforeningen i 1942 etablerer sin første møbeltegnestue under ledelse af den kun 28-årige arkitekt Børge Mogensen.
Tanken er, at FDB ikke længere kun skal være en kollektiv handelsorganisation, men også en kulturel bevægelse, der skal bidrage til at skabe det gode samfund.
Etableringen af møbeltegnestuen betyder, at moderne møbler snart bliver en del af hverdagen i mange danske hjem. Om møblernes enkle udtryk udtaler professor Steen Eiler Rasmussen, der er en del af projektet, senere: »De nye Møbler ser så almindelige og ligetil ud, at man næsten skulle tro, de havde lavet sig selv.«
I bogen "Brugsen en anderledes forretning?" af Kristoffer Jensen m.fl. kan man i et temakapitel af Per H. Hansen læse:
”Da FDB i 1929 oprettede et arkitektkontor med arkitekten M.K. Michaelsen som leder, var møbeldesign og salg ikke blandt kontorets opgaver. Alligevel holdt Michaelsen i 1932 et foredrag, hvor han undrede sig over, at det morede folk ”at bo i kulisser, der henleder tanken på tidligere århundreders boliger.” M.K. Michaelsen lagde op til, at FDB, eller kooperationen, skulle udstyre deres møbelkataloger med oplysende artikler om boligudstyr.
Der skulle imidlertid gå endnu nogle år, før FDB for alvor tog tanken om moderne møbler til sig. Det skete, da Frederik Nielsen i samråd med arkitekt Steen Eiler Rasmussen begyndte at fokusere på bedre brugsting generelt. Og da var det med det klare formål at ”højne dansk boligkultur”, som det hedder i Den Store Danske Encyklopædi med et næsten ordret citat fra Frederik Nielsen selv. FDB’s forbrugerpolitiske og kulturelle tilgang passede perfekt med planerne om et møbelprogram.”
”I 1980 solgte FDB sin møbelfabrik. Ifølge Børsen kunne FDB meddele, at ”ser man helt strengt økonomisk på sagen, så har møbelfabrikken aldrig haft en egentlig chance.” Billige finerstole fra Asien og Jugoslavien betød, at fabrikken og dermed FDB’s møbelprogram led kvalitetsdøden, fordi FDB’s møbelfabrik ikke kunne konkurrere med de billige stole. [1] FDB’s stolte møbelprogram var slut. Nu gjaldt det priskonkurrencen, og dér var det kun den stærkeste, eller rettere den billigste, der overlevede.
Naturligvis var der protester fra stemmer, der godt kunne huske, at der engang havde været et alternativ til den privatkapitalistiske tilgang. Den stemme kom fra Fyens Tidende, der på lederplads og med en vis nostalgi og sørgmodig klang i pennen skrev:
Mon ikke forbrugerkooperationen skulle overveje endnu engang, om det er rigtigt at lade den hårde økonomiske lov være gældende? Skulle kooperationen ikke have råd til at bevare denne kulturelle bastion, som dens møbelfremstilling har været udtryk for … ?
Men løbet var kørt. Det kulturelle projekt var lukket og slukket. Kapitalismen og troen på den rene markedsøkonomi havde vundet. Heller ikke FDB’s ledelse troede tilsyneladende længere på forestillingen om at forbedre verden, men overgav sig til den almindelige markedsmæssige konkurrence. Det var afgjort ikke, hvad folk som Frederik Nielsen og Børge Mogensen havde forestillet sig, men sådan var det; og tiden var en anden. ”
"Åh, Pige, træd din F.D.B, helt ind i Eventyret". Sådan lød det blandt andet i reklamen "Cykelpigen" fra foråret 1946. F.D.B lovede, at der igen snart var cykler nok til alle efter krigens mangel på mange varer.
Hverdagscykler i god kvalitet til det danske cykelfolk. Coop praler med sine Mustang-cykler, da de i 2015 fejrer 70-års jubilæum med den ikoniske jernhest.
Siden 1945 har FDB stilet efter at lave cykler i god kvalitet, der er til folket – og til at betale. Danskerne har en stolt cykeltradition – også dengang – og det skal FDB drage nytte af.
Ud over at sælge cykler har FDB fra tidligere tider været enormt opmærksom på sine brands – og altså også Mustang-brandet. Så opmærksom, at FDB helt fra starten sikrer, at andre ikke må bruge navnet Mustang i Danmark.
FDB’s store fokus på at have patent på sine brands bliver en kæp i hjulet for den amerikanske bilproducent Ford. De må nemlig spørge FDB om lov, før de får lov til at sælge deres populære bil Ford Mustang i Danmark.
I dag er Coop Danmarks største cykelhandel og sælger cirka 40.000 cykler årligt.
Før fryseren må husmoren henkoge eller sylte frugter og bær til vinteren. Kødet bliver saltet og røget, så det ikke bliver fordærvet, før det skal spises.
Derfor er det en sand revolution, at hun nu kan servere mad af fersk kød og frisk frugt og grønt, selvom det er vinter. Faktisk er fryseren begyndelsen på den måde, som vi spiser på i dag, hvor vi ikke er nødsaget til at spise efter årstidens råvarer. Fra 1946 til 1954 går frosten sejrsgang i det danske land. Her får 80 procent af befolkningen nu mulighed for at konservere kyllinger, halve grise, bær og grøntsager ved at nedfryse.
Kun en tiendedel har egen fryser, da det er dyrt både i indkøb og elforbrug. Derfor bliver frysehuse – og specielt andelsfrysehuse – udbredt. Andelstanken er nemlig velkendt og værdsat blandt danskerne, så langt de fleste køber eller lejer en boks eller en hylde som andelshaver.
Fællesfryserne er specielt populære på landet, hvor hver enkel husstand har en masse råvarer, som skal gemmes til vinteren. Til at begynde med må man selv enten plukke, bage eller slagte det, som skal i fryseren.
Med tiden bliver frostvarer dog udbredt og sortimentet stort. I 1960’erne spiser danskerne i snit 2,1 kg mad fra dybfrost årligt, og tallet kommer helt op på 50 kilo i 1996. Forbruget tager for alvor fart i løbet af 1970’erne og 1980’erne, som for mange er præget af en sparsommelighed, og her er dybfrossen suppe, udskårne kartoffelbåde, broccolibuketter eller måske en omgang lørdagskylling både nem og billig.
Danmark er blevet et rigtigt brugsforeningsland. De store byer har en eller flere brugsforeninger, og i de små landsbyer ligger tit også en brugsforening. Andelstanken har bredt sig til hele Danmark.
I folkemunde handler man ikke i »Brugsforeningen for Nørre Nebel og omegn« men bare i Brugsen. Den folkelige og mundrette udgave af ordet brugsforening bliver i 1947 et varemærke hos FDB. FDB’s bestyrelse beslutter nemlig, at navnet »Brugsen« nu kan bruges, og det optræder herefter i annoncer, på varer og på skilte.
I 1958 kommer Thisted Arbejderforening med på selvbetjeningsbølgen. På billedes ses fru Elna Bohn handle i brugsforeningen, der var den første levedygtige brugsforening i Danmark - og dermed lagde grundstenen til FDB.
Før 2. verdenskrig må kunderne stå i kø ved købmandsdisken og vente på, at det bliver deres tur til at blive ekspederet. Herefter tager købmanden de varer ned fra hylderne, som man ønsker, vejer dem og pakker dem ind – og måske får man også en lille sludder.
De nye selvbetjeningsbutikker rokker godt og grundigt ved danskernes opfattelse af det at handle. Brugsforeningen er foregangsmænd for denne udvikling, og i 1949 åbner landets første selvbetjeningsbutik i Esbjerg. Her går de handlende rundt med kurv eller vogn i butikken og tager selv varer, der allerede er pakket og prissat, ned fra hylderne.
Amerikanerne har handlet i denne type selvbetjeningsbutikker helt fra 1930’erne. Og i Sverige er den første selvbetjeningsbutik åbnet i Stockholm, et årti før det sker i Danmark. De danske brugsforeningsfolk rejser derfor først til Sverige for at opleve butiksformen og senere til Amerika, hvor de som en del af Marshall-hjælpen får viden om driften af denne type butik.
Selvbetjeningsbutikkerne bliver en succes, der breder sig i det danske land. I 1953 er der 117, og i 1957 er antallet helt oppe på 470. Selvbetjeningsbutikkerne slår for alvor igennem i 1960, hvor også mange købmænd foruden brugsuddelerne begynder at anvende den nye butiksform.
Forretningsfører Henry Pedersen fra Esbjerg tager i 1947 på studierejse til USA. En rejse, der er støttet økonomisk af FDB. Nu skal han se med egne øjne, hvordan selvbetjeningsbutikker fungerer i staterne.
Efter en kort smuttur til Stockholm, hvor han lærer, hvordan svenskerne har tilpasset det amerikanske butikskoncept til svenske forhold, tager han tilbage til Esbjerg og åbner i 1949 den første danske selvbetjeningsbutik under Esbjerg og Omegns Brugsforening.
Efter Henry Pedersens besøg bliver to butiksansatte fra Esbjerg sendt på 3-måneders praktikophold i det svenske for at få selvbetjeningskonceptet ind under huden.
Den første fulde selvbetjeningsbutik popper altså ikke op fra den ene dag til den anden, men er resultatet af grundig forberedelser, og butikken bliver omtalt vidt og bredt.
Bananer var eksotiske, men i dag er bananer den mest solgte vare i Coops butikker.
I 1950’erne kommer de store, gule Jamaica-bananer endelig tilbage i handlen, så danskerne igen kan spise de eksotiske frugter. Danskerne havde savnet dem helt siden før 1. verdenskrig, hvor de netop var kommet til landet. Men verdenskrigene havde lukket for tilførslen, så den nye kærlighed til bananen blev lagt på hylden. Men i 1950’erne blomstrer den altså op igen, og danskerne kan nu bryste sig af at være det folk i Europa, som spiser flest bananer.
Alt hvad familien behøver! I 1950 åbner det første Anva-varehus på Islands Brygge i København. Anva, der er en sammentrækning af Andels Varehuset, skulle bringe brugsernes butikker op i Rolls Royce-klassen.
Anva skulle være det folkeejede – og folkeligere – alternativ til stormagasinerne Illum og Magasin. Familiens mange behov skulle tilfredsstilles til billige priser.
I 1957 åbner Anva et varehus på Vesterbrogade i København lige over for Tivolis hovedindgang.
Udstillingsvinduerne i Anva bliver hurtigt landskendte. Det er almindeligt, at man skal forbi Anva for at se, hvad chefdekoratør Arnold Boutrup har fundet på i udstillingen, inden man tager toget hjem.
FDB beslutter i slutningen af 1970’erne, at Anva skal føre lidt mere luksusprægede produkter. Omsætningen falder, og i 1987 lukkes Anva-varehusene. Anva på Vesterbrogade i København omdannes til Scala, og varehuset i Odense bliver til en OBS!-forretning.
Grøntsager på dåse var det helt store omkring 1950. I Samvirke roses de første selvbetjeningssupermarkeder for et stort udvalg af grøntsager på dåse.
Dåsemaden får sit store danske gennembrud i takt med, at kvinderne drager ud på arbejdsmarkedet. Der er brug for hurtige og lette løsninger i køkkenerne, så en omgang hakkebøf med sovs, karotter og fine ærter kan hurtigt serveres, og kun kartoflerne skal koges. Dette foreslår madskribenten Karen Kok i FDB’s medlemsblad Samvirke i 1958.
Forbruget af dåsemad stiger markant i løbet af 1950’erne for at blive helt almindeligt i slutningen af 1960’erne. Dåsemaden er ligefrem moderne og bliver ofte talt meget pænt om i damemagasinerne, hvor den bliver fremhævet for nemhed, hurtighed og ikke mindst de utallige muligheder. I en tid, hvor husmødrene har travlt både ude og hjemme, er der ikke nær så meget overskud til madlavningen, og dette resulterer blandt andet i, at der bliver brugt og solgt færre grøntsager. Derfor bliver netop sundhed noget, som dåseindustrien kan spille på, for med en række konserverede grøntsager på køkkenhylden er der ingen undskyldning for husmoren.
Konservesdåsen blev oprindeligt opfundet, så soldaterne kunne få mad ved fronten. Det var Napoleon, som havde udråbt en dusør til den, som kunne løse problemet med at konservere fødevarer.
Konservesdåsen fik sit helt store gennembrud under 1. verdenskrig, hvor dåserne med mad kunne opbevares selv i fugtige skyttegrave uden at tage skade. Indholdet nåede dog ikke gastronomiske højder, men var nok nærmere uappetitlig. Kvaliteten blev dog forbedret med tiden, og fra 1950’erne er det helt almindeligt at spise et måltid udelukkende fra konserves.
I flere år har danskerne måttet nøjes med ganske lidt, når det kommer til dagligdagens indkøb. Under krigens rasen har der simpelthen ikke været nok af dagligdagens fornødenheder som sukker, kaffe og smør, men det ændrer sig i 1950’erne, hvor de sidste rationeringer bliver ophævet som symbolsk markering af, at Danmark ikke længere er et mangelsamfund.
Den øgede velstand gør fritid, ferie og forbrugsgoder til allemandseje og viser sig blandt andet ved, at flere og flere vælger at flytte fra landet til byen. Og på detailområdet sker den helt store revolution, da nye selvbetjeningsbutikker gør livet lettere for husmoren.
Fremgangen markerer samtidig en udfordring for andelsbevægelsen, fordi den nye overflod dels strider imod grundfortællingen om kun at sikre arbejderen det daglige brød, men også fordi udviklingen byder på en kraftig centralisering af magten i andelsbevægelsen, som udfordrer det lokale demokrati i bevægelsen.
Ebbe Groes, førstedirektør i FDB.
Ebbe Groes bliver ny førstedirektør, og han står i spidsen for at lede FDB ind i den nye tid.
Hermed startes også en ny konflikt eller modsætning mellem ”de nye” akademisk uddannede ledere og de ”traditionelle” ledere, som var opvokset og uddannet gennem brugs- og andelsbevægelsen. Ledelsesinitiativet overgik gradvis fra foreningsvalgte til den ansatte ledelse.
I 1950'erne fik den almindelige dansker for alvor penge mellem hænderne. En del blev vekslet til nye husholdningsapparater, der gjorde livet i køkkenet nemmere. Reklamen er bragt i 1958.
I 1953 bliver »folkekøleskabet« lanceret i Danmark. Et lille køleskab på 65 liter, der er så tilpas uprangende, at det kan accepteres blandt danskerne, som stadig er prægede af sparsommeligheden fra 2. verdenskrig.
Køleskabet er indtil da en sjældenhed, selvom danskerne kunne skaffe sig det fra slutningen 1940’erne. Det er dog de allerfærreste, der har denne kolde luksus, og hele 95 procent af befolkningen klarer sig uden et køleskab indtil efter 2. verdenskrig.
Men fra midten af 1950’erne får danskerne flere penge mellem hænderne og dermed råd til eget køleskab. Alene i 1958 bliver der solgt 68.710 køleskabe i Danmark, og en stor del af dem er FDB’s Major.
Tidligere har husmødrene brugt kolde kældre og et isskab med en isblok, som blev hentet på ismejeriet, til at køle varerne. Nu er det ganske enkelt ikke til at forestille sig en husholdning uden køleskab. Husmødrene kan handle til flere dage. Pålægget skal ikke købes dagligt. Og resterne kan nemt gemmes i indkøbte plasticbokse fra amerikanske Tupperware.
Det er den perfekte timing for husmødrene, som nu er begyndt at drage på arbejdsmarkedet, og derfor bliver pressede med husarbejde og indkøb.
Tobaksreklame fra Samvirke i juni 1952
Brugsens Special Blend, Comtesse og King Arthur. Det er blot et lille udsnit af de mange tobaksmærker, der hver dag strømmer ud fra FDB’s tobaksfabrik i Esbjerg i 1950’erne. Tiden er på mange måder storrygernes epoke, og mange sætter en ære i at begynde at ryge.
Som en ekstra service kan man ved kasserne i alle FDB’s butikker derfor finde pjecen »Tips om tobak«, som i korte vendinger guider rygeren til blandt andet at håndtere tobakken korrekt.
Lis Groes tog på indkøb i butikken, da den skulle indvies. FDB lovede at betale hendes varer, og det var modigt. Lis Groes havde mand og 9 børn. I øvrigt fortælles det, at hun blandt andet sluttede indkøbet af med en pose nymalet Cirkelkaffe.
HB Hovedstadens Brugsforening havde tabt slaget om første danske selvbetjeningsbutik. Det blev Esbjerg og Omegns Brugsforening, der åbnede den i 1949. Men det første rigtige supermarked åbnede i Islev under HB. En lempelse af Københavns Kommunes sundhedsvedtægter gjorde det muligt med en butik, der både solgte fødevarer og andre dagligvarer.
Supermarkedet blev indviet af handelsminister Lis Groes.
Kartoflen eller jordæblet, som den også blev kaldt, kommer til Danmark i midten af 1700-tallet. Der skulle dog gå mere end 100 år, før den bliver populær folkeføde. Danskerne aner ikke, hvordan jordfrugten skal tilberedes, og da man prøver den rå, får den et ry som hundeæde. Faktisk bliver kartoflen anklaget for urimelig meget dårligdom. I nogle danske byer er det forbudt at sælge nye kartofler, da man mener, at de er direkte giftige. Kartoflerne bliver også opfattet som næringsfattige og ligefrem usunde. Og så får den påklistret den ærgerlige egenskab, at den gør folk dummere.
Samtidig er der intet incitament til at gøre danskerne til kartoffelspisere, da landbruget primært dyrker korn, og den danske basisføde er rugbrød. Lidt kartofler bliver der dog spist i bondemandens hjem. Fra 1800-tallet begyndte nogle bønder at sætte lidt kartofler i kålhaven, og i sommerhalvåret bliver de most ned i søbemaden eller dyppet ned i det fælles fad med fedt, smør eller meldyppelse.
Kunsten bliver fra 1940’erne og videre gennem 1950’erne og 1960’erne brugt som en taktisk måde at lave reklame på i FDB. I brugsbevægelsens grundtanke ligger nemlig kun et ønske om at forsyne danskerne med de daglige fornødenheder, hvilket traditionelle reklamer ikke kan leve op til. Med tidens kendte kunstnere finder FDB derfor en gylden middelvej til at sælge flere varer uden at stride imod sin egen ideologi – og værkerne bliver samtidig et vigtigt led i Brugsens branding.
Blandt de mest ikoniske FDB-plakater finder vi Cirkelpigen tegnet af kunstneren Aage Sikker Hansen, som i 2004 vinder Dansk Design Centers klassikerpris for at »have bragt kunsten ind i den kaffedrikkende danskers hverdag«. Billedet af den smukke afrikanske kvinde er blevet trykt som plakater og postkort – og Coop benytter stadig varemærket på servietter, lys, krus og andre varer.
De fleste kender FDB-plakaterne, særligt Sikker Hansens ikoniske plakater. Det er plakaten for Davre-Gryn, illustrereret med to af hans egne fem døtre. Men det er også hans senere plakater for Cirkel Kaffe og tobak. Sikker Hansen var del af en gruppe kunstnere med opgaver for FDB, som også omfattede blandt andre Ib Antoni, Arne Ungermann og Maggi Baaring. De har alle andel i det billede, danskerne fik af FDB, efter at brugsbevægelsen fulgte en generel tendens i markedsføringstænkningen men med en egen strategi bestående i satsning på design og kunst.
Den bevidste markedsføringstænkning smeltede i brugsbevægelsen sammen med et idealistisk ønske om at højne smagen hos danskerne. Oplysningsforpligtelsen, som allerede havde været del af vedtægterne i pastor Sonnes brugsforening, blev i 1930’erne udbredt til, at brugsbevægelsen også burde lære danskerne om æstetik. At omgive sig med smukke ting og have god smag blev nu set som forudsætningen for det gode liv, som brugsbevægelsen som del af andelsbevægelsen havde pligt til at brede ud til så mange som muligt. Gennem forskellige designinitiativer blev strategien søgt virkeliggjort fra 1930’erne og forstærket efter krigen, og disse initiativer gav FDB’s Reklametjeneste en fortælling at bygge videre på, da der blev behov for at skabe stærke brands.
Kilde: "Brugsen en anderledes forretning?" af Kristoffer Jensen m.fl. kapitel 6, temakapitel skrevet af Birgit Lyngby Pedersen:
Direktør Refsgård Thomsen overgiver nøglerne til formandens kontor til sin efterfølger Poul Nyboe Andersen, der var økonom og rundet af højskolebevægelsen.
Poul Nyboe Andersen vælges til formand. Det får stor betydning, at vi nu får ti år uden konflikt mellem bestyrelsesformand og førstedirektør. Den rigtig gode relation mellem Groes og Nyboe Andersen tilskrives stor betydning for initiativrig udvikling 1956-1966.
I kapitel 7 i bogen "Brugsen en anderledes forretning?" skriver forfatter Kristoffer Jensen:
”Da Ebbe Groes fra 1956 blev sekunderet af Nyboe Andersen som bestyrelsesformand, opstod en stærk alliance, som viste sig i stand til at tage livtag med hellige køer i den danske brugsbevægelse uden for alvor at komme i konflikt med baglandet. FDB’s ledere lykkedes i vidt omfang med at omskabe fortællingen om brugsbevægelsen, så den kunne rumme de nye initiativer, f.eks. ved at fastslå, at der gennem hele bevægelsens historie var blevet gjort det nødvendige for at forblive foran konkurrenterne. Alligevel kunne der ikke dækkes over, at de nye initiativer, præget af centraliseret planlægning, samtidig begrænsede baglandets indflydelse. På længere sigt skulle det rejse debat. ”
»Hvad skal jeg da med tørrede krydderier?«
Sådan spørger mange kvinder og mænd nok sig selv, når de står i Brugsen og kigger på hylden med tørrede krydderier i 1980’erne. FDB tager kun de tørrede krydderier såsom timian og rosmarin ind på hylderne af prestigehensyn, for man skal da kunne få det meste i Brugsen, ikke sandt?
Så snart Prøvekøkkenet får fingre i krydderierne engang i 1980 og udvikler nye, spændende opskrifter med de tørrede krydderier, stiger efterspørgslen, så man til sidst ikke kan nå at sætte bagsideetiketter på glassene!
Ud over at afprøve varerne og udvikle opskrifter, som man kan læse i en lang række kogebøger, blandt andet den populære serie »Mad fra Brugsen«, laver Prøvekøkkenet også opskriftskort, som medlemmerne i Brugsen kan samle derhjemme i dertil indrettede plastickasser. De i alt 700 kort kommer sammen med havregrynene i Davre-pakkerne.
Sådan kunne en annonce for "Gris på gaflen" se ud. Samvirke 1976.
Danskernes forbrug af svinekød falder i årene 1954-1956, og som et forsøg på at omvende udviklingen introducerer Svineslagteriernes Salgsforening salgskampagnen »Gris på gaflen«.
Brochurer med opskrifter og quizzer bliver sendt ud til alle husstande i Danmark og lander lige der, hvor afsenderne ønsker, nemlig på husmorens køkkenbord.
»Gris på gaflen« bliver specielt kendt på de mange opskrifter, som man kan samle i et hæfte eller en stor kalender, der kan hænges på væggen.
Stribet flæsk, bacon, svinekam, mørbrad og koteletter bliver ofte brugt i opskrifterne, som typisk er gryderetter, fadretter og panderetter, der går under navne som »trylleri med flæsk og tomater«, »California-fad« og »solskinsbøffer«.
Kampagnen er en kæmpe succes, og 3 år efter kampagnen er skudt i gang, spiser danskerne i gennemsnit 4,4 kilo svinekød mere om året.
Major-køleskabe, Major-strygerulle, Rejseskrivemaskinen Major og Major-håndmikseren, der ælter, rører, pisker og moser alt på få minutter. Mulighederne er mange, hvis man er glad for Major-serien. Og det er danskerne, der op gennem 1950’erne får flere penge mellem hænderne.
Køleskabet fra Major bliver en stor succes, og at kunderne har mere plads derhjemme til madvarer, der kræver et koldt miljø, er nok heller ikke dårligt for brugsforeningens økonomi. Førhen opbevarede folk nemlig deres mad i mindre isskabe, hvor kulden kom fra en kvart stang krystalis.
Der sælges 68.710 køleskabe i Danmark alene i 1958, og FDB og Major udnytter borgernes trang til smarte, kølende apparater i hjemmet.
Den orange farrve kommer til at gå igen i reklamer og på produkter fra FDB og Brugsen i mere end 20 år. I første omgang som baggrundsfarve, senere fik alle FDB's produkter en orange trekant med ordet "Brugsen" som en del af emballagedesignet. Reklamen for Davregryn er fra 1960.
Farven orange giver mange positive associationer, og mange kloge hoveder er enige om, at orange opfattes som optimistisk, opløftende, spontan og positiv.
Det er en af grundene til, at Brugsen i 1958 vælger den rød-gule blandingsfarve som sin helt egen farve i kernekommunikationen med FDB’s medlemmer.
Karolinekoen blev opfundet som en del af Karolines Køkken, hvis mål var at få danske husmødre til at bruge flere mejeriprodukter.
Karolinekoen bliver opfundet i en nødens stund i 1958, og hendes opgave er at få de danske husmødre til at bruge flere mejeriprodukter i deres husholdning.
For de danske mejerier står så at sige med et helt smørbjerg, som de ikke kan komme af med. Dette skyldes, at smøreksporten til England stort set er stoppet. I 1955 er en langtidsaftale om eksport af danske mejeriprodukter til England ophørt, og to år senere, i 1957, lancerer de engelske landmænd en stor kampagne for deres egne mejeriprodukter. Eksportmarkedet kan altså brødføde sig selv, så nu må Mejeriforeningen vende sig mod hjemmemarkedet.
»Hvad en klog husmor gør, er altid det mejerigtige.«
Karolinekoen gør med sang og flotte plakater mælk, ost og fløde lig med sundhed. Og et budskab som »mejerigtig morgenmad« nagler mælken, osten og smørret fast på de danske morgenborde. Samtidig udvikler man en hel del Karoline–merchandise til børnene, så klippeark, malebøger, plakater og puslespil med den rød- og hvidternede ko er at finde i de fleste danske hjem. En undersøgelse fra 1976 viser, at hele 98 procent af danskerne havde et positivt kendskab til Karolinekoen.
Med tiden bliver kampagnen, som begyndte med Karoline, udvidet med tiltag som mælkepopper, Karolinepiger og ikke mindst Karolines Køkken-opskrifter og -kogebøger.
Karolines Køkken stopper med at bruge Karolinekoen som logo i 1990’erne, da dens image med rigeligt fløde og smør ikke længere er tidssvarende. Mejeriforeningen indfører nemlig en ernæringspolitik fra starten af 1990’erne, og herfra bliver opskrifterne i Karolines Køkken mere magre – så farvel til Karoline.
Se Olympiaden i Rom! Sådan lød reklamen for Jensen og Luma TV i Brugsen i 1960. Året forinden havde brugsforeningerne kunnet købe tv-apparater hjem fra FDB's centrale lagre. Tilbuddet var godt, og derfor var ventetiden på et nyt apparat lang.
1600 kroner er prisen for et splinternyt Jensen-fjernsyn. Andre fjernsyn koster i 1959 omkring 2300 kroner, eller hvad der i dag svarer til 30.000 kroner.
Den kæmpe prisforskel sætter en priskrig i gang, som medfører, at flere fjernsynsproducenter senere hen må dreje nøglen om – ret ironisk også Jensen Television, der selv begyndte priskrigen.
Alene i 1959 bliver der lavet hele 250.000 fjernsyn. Dét er mange! Forbrugerne har lyst til at eje et fjernsyn, og i 1960 er der OL i Rom, og det kan man se i fjerneren.
HB Comus åbner omkring årsskiftet 1963/1964 et nyt dobbeltsupermarked, HB Comus, i Frederikssund. Det er HB's første butik, hvor der er indrettet afdelinger til både tekstiler og til madvarer.
HB fusionerer i 1959 med Holbæks Brugsforening, og det starter en lavine: En lang række brugsforeninger uden for København følger hurtigt efter Holbæks eksempel. Fra 1963 rider også butikker på Fyn og Jylland med på HB’s ekspansionsbølge.
At HB fusionerer med Holbæk Brugsforening, skaber gnidninger mellem HB med Kaj Nielsen i spidsen og FDB, fordi områder uden for byerne traditionelt ses som FDB-land. At Holbæk Brugsforening kommer med i HB, er første skridt og dermed begyndelsen på en ændring af magtforholdet mellem FDB og HB. Og at flere provins-brugsforeninger også slår sig sammen med HB, bliver en udfordring for landets øvrige små brugsforeninger, der pludselig får en stor konkurrent i HB. Små brugsforeninger, som FDB ser det som sin opgave at beskytte.
En del af vinen, man kunne købe i Brugsen, blev tappet i Svendborg, hvor også FDB's snaps og brændevin blev produceret.
I 1960’erne vokser middelklassen i Danmark. Kvinderne tager på arbejde, man køber biler og køkkenudstyr, serverer kød på de fleste hverdagsaftner, og flere får smag og råd til at nyde charterferier under fjerne himmelstrøg.
Og her i Syden opdager og oplever middelklassen en helt ny alkoholkultur og i særdeleshed rødvinen. Med inspiration fra rejserne og glade, varme ferieminder fra grisefesterne bliver rødvinen nu åbnet til gæstemiddage i weekenden. Tidligere var vin forbeholdt de velhavende, og rødvinsdrikkeri var ikke udbredt i middelklassen.
I 1970’erne bliver vinen langt billigere, og sortimentet bliver udvidet, da Danmark bliver en del af EF, og det gør, at danskernes alkoholforbrug stiger, og vinen i endnu højere grad bliver en drik for alle.
Bagerst lageret til distribution af tørvarer. I midten og forrest skulle være administrationsbygninger. Rygtet vil vide, at der lå tegninger klar til en helikopterlandingsplads. For sådan måtte varer, da skulle ud i fremtiden, forudsagde arkitekt og FDB's ledelse.
Fra 1959 til 1964 gennemfører FDB en helt ny distributionsstruktur. En 45 mio. kr. stor investering i syv ny distributionscentre (herunder det nye hovedkvarter i Albertslund). Projektet var en FDB-magtdemonstration. Den nye landsdækkende distributionsstruktur var udtænkt efter USA-forbillede: Syv ny distributionscentre blev opført (herunder nyt hovedkvarter i Herstedvester) i flade bygninger indrettet til gaffeltruck og lastbiltransport ud til butikkerne. En 45 mio. kr.s investering og magtdemonstration, og dengang Danmarks hidtil største overdækkede bygninger. Rationaliseringsgevinst på lagrene var gigantisk. I 1953 var der 1500 ansatte (625 mio. omsætning). Efter ændringen af systemet var der i 1965 520 ansatte (1250 mio. omsætning).
Den nye Kvickly på Budolfi Plads i Aalborg er det første Kvickly-supermarked i Danmark. Arealet er 1050 kvadratmeter, hvor de 228 kvadratmeter er optagede af kolonial og kødvarer.
Flæsk er festmad. Sådan lød det blandt andet i annonceserien "Gris på gaflen", som slagterierne kørte sammen i blandt andet 1950'erne. Kampagnen skulle få danskerne til spise mere svinekød. Vi havde jo rigeligt med svin for blandt andet at kunne eksportere bacon til England.
I Danmark fortsætter man avlsarbejdet på bacongrisen, som var begyndt i slutningen af år 1800, da eksporten til England var boomet. KVL-professor i svineavl Hjalmar Clausen bliver verdenskendt, da det lykkedes ham at give svinet et ekstra ribben, så svineavlerne kan sælge endnu mere bacon til briterne.
Karolines Køkken blev grundlagt i 1962 - og lever bedste velgående. Arla har overtaget køkkenet og varemærket fra Mejeriforeningen.
Karolines Køkken bliver skabt af Mejeriforeningen i 1962. To husholdningslærerinder udvikler de opskriftsblade, som danskerne hver tredje uge gratis kan hente hos ostehandleren og i mejeriudsalget. Samtidig bliver et helt hold rød- og hvidternede Karolinepiger sendt ud i det danske land for at give forbrugerne smagsprøver, serveringstips og gode råd om mælk i maden. Også disse dele af kampagnen bliver en stor succes. Flere Karolinepiger bliver uddannet, salget stiger, og snart er der så mange opskrifter, at husmødrene ikke længere kan have dem i den tilhørende mappe. Derfor udgiver Karolines Køkken den første kogebog i 1972 med titlen »Det bedste fra Karolines Køkken«, og her finder man blandt andet opskriften på rejecocktail med icebergsalat og thousand island-dressing, som bliver en klassiker til et utal af konfirmationer og gæstemiddage.
Fra 1980 dumper en ny kogebog fra Karolines Køkken ind ad brevsprækken hos samtlige danske husstande hvert tredje år. Selveste dronning Margrethe modtager det første eksemplar af hver ny kogebog i håndnummereret udgave. Dette er en tid, hvor danskerne ikke bruger flere timer om ugen på at se madprogrammer, og køkkenhylderne endnu ikke bugner af kogebøger, så Karolines Kogebog er kærkommen, og opskrifterne bliver brugt flittigt.
Opskrifterne er moderne på en spændende og fristende måde og ikke så anderledes, at danskerne bliver afskrækket fra at lave dem. Hidtil ukendte retter og tilbehør som hasselbach-kartoflen, det græske farsbrød, tunfiskemoussen, enebærgryden og cheesecaken bliver introduceret i kogebøgerne. Derfor mener nogle, at man med rette kan kalde Karolines Køkken for en kulturformidler fra 1970’erne og op til 1990’erne.
Der bliver ikke sparet på hverken smør, fløde eller fuldfed creme fraiche i opskrifterne i de første mange Karolines Kogebøger. Velsmag og salg er i højsædet. Men da Mejeriforeningen indfører en ernæringspolitik i 1990’erne, kommer opskrifterne på slankekur.
I 2003 overtager Arla Foods Karolines Køkken fra Mejeriforeningen, og herfra er kogebøgerne ikke længere hverken gratis eller husstandsomdelte. Karolines Køkken lever dog stadig i bedste velgående.
I dag bliver alle opskrifter lavet ud fra Fødevarestyrelsens anbefalinger om energifordeling, og danskerne bruger dem flittigt både via en app på telefonen, på hjemmesiden eller ved at bladre i kogebøgerne, som har toppet bestsellerlisten i Danmark.
Dåsetomater, dåsechampignon og frostærter er nye råvarer i køkkenet, og de passer fint til tidens nemme gryderetter. Andre nye varer i 1960’erne er avocado, ananas, grønne asparges, broccoli på frost, icebergsalat og squash.
1960’erne er en tid med store forandringer i de danske hjem og køkkener. Flere og flere af de hidtil hjemmegående husmødre forlader nu matriklen om morgenen for at tage på arbejde. Danmark oplever stor økonomisk vækst, og i de private hjem udmønter dette sig blandt andet i elementkøkkener med tilhørende elektrisk komfur og køleskab. Efter en arbejdsdag er det ikke sjældent at se, at kvinden går direkte ud i køkkenet for at tilberede aftensmaden, mens manden nyder en pibe og dagens nyheder i lænestolen.
Madlavningen skal gå hurtigt og være nemt, for nu er kvinden på dobbeltarbejde. Det gør 1960’erne til gryderetternes storhedstid. Nem pandestegt mad som medister, frikadeller og hakkebøffer kommer på bordet til hverdag, mens steaks og mørbradbøffer er fin weekendmad med tilbehør i form af bearnaisesauce og råstegte kartofler eller flødekartofler i fad, hvis altså ikke den travle husmor vælger de hurtige alternativer ris og makaroni.
1960’ernes køkken bliver en modreaktion på det udpinte køkken og smalhals fra de foregående årtier. Pengepungen er fuld, og både kød, smør, fløde, ost og æg er tilgængeligt i de mængder, man ønsker. Inspirationen til måltiderne findes i reklamematerialet »Karolines køkken« og »Gris på gaflen« eller hos mesterkokkene i de nye, populære tv-køkkener. Det er oprigtigt nye, fede tider i det danske køkken.
Mælkebarerne var populære blandt de unge. Mælkepop var startet af Mejeriforeningen. Foto: Polfoto
Mælken rystes med is og frisk frugt af karolinepigerne i baren og serveres i høje glas med sugerør.
Karolines Køkken åbner dørene til ungdomsbarer med jukeboks, koncerter, filmaftener og diskussionsmøder. Det er meget populære steder – ikke blot blandt de unge mennesker, som kunne bestille forskellige varianter af milkshakes og isdesserter i baren, men også forældre og politiet, som kunne se en fremragende idé i at vise de unge, at man sagtens kan more sig uden alkohol.
I vedtægterne for mælkepop står der, at et mål var »at give de unge mennesker et samlingssted, hvor de kan mødes under passende opsyn i omgivelser, de synes om, og hvor de kan deltage i en underholdning, der tiltaler dem«.
Mælkepop udtænkes og drives af Karolines Køkken, som er Mejeriforeningens udviklingskøkken. Det primære mål er naturligvis at gøre ungdommen mere interesseret i mælk og mælkedrikke.
Åbningstiderne i Brugsen i Illulisat (Jakobshavn).
I 1964 åbner den første brugsforeningsejede butik i Nanortalik i det sydlige Grønland. Forberedelserne har stået på siden 1960, men først i 1963 holder folkene bag brugsforeningen deres første møde for interesserede borgere, der dog er mest interesserede i andelsfrysehuse til deres fisk – og ikke i så høj grad butikker.
I 1991 slår brugsforeninger med butikker i 8 grønlandske byer sig sammen under navnet Kalaallit Nunaanni Brugseni, som svarer til Danmarks FDB. Alle brugsforeningerne i de 8 byer er startet på eget initiativ af lokalbefolkningen.
Med kæden "Brugsen" fik FDB større indflydelse end tidligere på de enkelte butikkers udvalg og indretning.
Brugsen var et kædesamarbejde, som centraliserer markedsføring, prisfastsættelse, indkøb og regnskab. Væk fra de lokale brugser ind til FDB. Et markant skridt væk fra den gamle brugsforeningstanke, men nødvendig for konkurrencesituationen, var vurderingen. Esbjerg-eksperimentet blev nu udfoldet over hele landet – i 1975 havde 93% af landets brugsforeninger tilsluttet sig. Den markante centralisering af beslutningerne udfordrer det oprindelige grundlag i brugsbevægelsen.
Læs mere i "Brugsen en anderledes forretning?" af Kristoffer Jensen m.fl. kapitel 10:
”….De enkelte brugsforeninger accepterede nu tilsyneladende, at dette bedst kunne ske gennem frivillig kædedrift. I 1966 havde 1.008 brugsforeninger tilsluttet sig kæden, svarende til 51 % af alle landets foreninger, i 1969 var man nået op på 84 %, og i 1975 var 93 % af landets brugsforeninger tilsluttet.
Kædesamarbejdet var tænkt som et begyndende opgør med den traditionelle ansvarsfordeling mellem FDB og brugsforeningerne, hvor FDB alene var producent og grossist for brugsforeningerne. Det, som der allerede var begyndende takter til i Esbjerg-eksperimentet i 1950’erne, blev her udrullet i stor skala. FDB fik nu også stor indflydelse på brugsbevægelsens detailside.
Konkret skulle den nye indflydelse forvaltes af FDB’s konsulentkorps, som kom til at stå i skudlinjen ved transformationen af brugsbevægelsen med besøg i brugsforeningerne hver 14. dag. De fik en følsom dobbeltfunktion som brugsforeningens sparringspartner og samtidig den potentielle sladrehank, der rapporterede opad i systemet, hvis der var mistanke om, at den enkelte brugsforening afveg fra aftalerne i kædekontrakten.
Som vi senere skal se, var 1960’erne hårde for nogle brugsforeninger og herunder særligt de små på landet, men overordnet var 1960’erne som det foregående årti en fremgangsperiode for den danske brugsbevægelse. Ebbe Groes kunne i 1967 beskrive tiden siden 1962 som særdeles positiv for bevægelsen, idet der både grundet velstandsstigning og erobring af markedsandele var sket en forøgelse på 57 % af omsætningen.
Groes så forklaringen på fremgangen i udrulningen af den frivillige kæde og den store tilslutning, den nu havde fået. ”
De store supermarkeder som Kvickly, som blev grundlagt i begyndelsen af 1960'erne, gjorde storindkøbene nemmere.
Fra 1950’erne begynder flere danskere at flytte mod byerne og forstæderne for at få arbejde, da landbruget ikke kan beskæftige så mange hænder længere. Dette har en stor konsekvens for mange små butikker, som nu mister en del af kundegrundlaget. Butiksdøden hærger, og nu findes der mange butiksløse flækker, småbyer og villakvarterer i Danmark.
Fra midten af 1960’erne er det helt almindeligt, at både mand og kone arbejder uden for hjemmet. Dette skaber en øget velstand, som blandt andet giver familierne både typehus og bil. Køleskabet og hjemmefryseren har nu en plads i de fleste køkkener, og den nye teknologi gør det muligt at handle til en hel uge ad gangen. Dette passer perfekt for den nu travle husmor, der både arbejder ude og hjemme, og derfor er det tiltrængt at effektivisere vareindkøbene.
Derfor bliver den daglige tur forbi brugsuddeleren eller købmanden nu i højere grad skiftet ud med en ugentlig køretur i bil til det nærmeste supermarked. Bilen kan parkeres på en parkeringsplads, og man kan få alle varerne på huskesedlen med hjem uden også lige at skulle forbi en slagter, en ostehandler og en bager. Sådan en indkøbstur kan sagtens være for hele familien, for den nye indkøbsform er også lidt eksotisk.
I mange år er Kolding centrum for produktionen af blandt andet FDB’s kakao, chokolade, kaffe og slik. Sammen med kaffen får Brugsens kakao navnet »Cirkel«, som hurtigt bliver et kvalitetsstempel for de eksotiske produkter.
Netop »De fjerne lande« bliver omdrejningspunktet i reklamerne for Cirkel Kakaoen, hvor sorte figurer og illustrationer af friske kakaofrugter bliver gengivet kunstnerisk med blik for ophavslandets kultur og etnicitet.
I 1966, hvor FDB fylder 100 år og HB fylder 50, er der international fødevaremesse på Bellahøj i København. De to jubilarer er gået sammen om en fælles udstilling, der skal vise det bedste af, hvad andelsbevægelsen kan tilbyde. De besøgende kan blandt andet finde Safirmel, Cirkelkaffe og Fagot-chokolade i pavillon.
1 milliard kroner. Så stor er Hovedstadens Brugsforenings (HB) omsætning ved 50-årsjubilæet i 1966. HB har i 1966 5236 medarbejdere og 398 butikker med i alt 400.000 medlemmer.
Det skyldes især, at HB i første del af 1960 har slået sig sammen med en lang række storbybrugsforeninger fra blandt andet Aalborg, Aarhus, Horsens, Vejle, Esbjerg, Nyborg, Svendborg, Næstved – og listen stopper ikke her. I 1967 bliver mere end en tredjedel af varerne i den samlede danske brugsbevægelse solgt i HB.
Landets øvrige brugsforeninger må altså kigge misundeligt efter HB’s megaekspansion, der dog senere hen viser sig at blive for stor en mundfuld for den oprindeligt københavnske brugsforening.
Rygeosten blev sandsynligvis røget, da det var en måde at konservere sine friske råvarer på – og altså i dette tilfælde friskosten.
I dag spiser vi gerne den røgede, friske ost med radiser, agurk og purløg. Men før i tiden blev den nydt på fedtebrød med ost og fløde. Og faktisk er rygeosten den eneste danske ost, som er opfundet uden inspiration fra udenlandske oste. Rygeosten er altså helt sin egen.
Rygeostens oprindelse går sandsynligvis helt tilbage til vikingerne, da de lavede surmælksost, og rygning var en måde at forlænge holdbarheden på fødevarer. Fra begyndelsen af 1800-tallet bliver rygeosten fremstilet på mange fynske gårde, og den bliver på det tidspunkt spist på fedtebrød overhældt med fløde og sukker. I dag spiser vi rygeosten som pålæg på rugbrød eller laver den til fynsk rygeostsalat med radiser og purløg.
Osten bliver fremstillet ved at dræne syrnet mælk, så vallen løber fra, salt og eventuelt kommen tilsættes, og efter et døgns hvile bliver osten røget i røgkammer. Røgen stammer fra naturlige træsorter og halm og i nogle tilfælde også brændenælder. Rygeosten er cirkelformet, og fedtprocenten er i dag henholdsvis 5 eller 45, alt efter om osten er lavet på skummetmælk eller sødmælk.
Kvalitetskontrol på Centrallaboratoriet. Bananfluerne, der anvendes til kontrollen, bedøves med kuldioxid og derefter med ether. Herefter kan fluerne til forsøgene tælles op.
FDB’s Centrallaboratorium har styr på sine tal. Hverken 86.000 eller 87.000 – men helt præcist 86.850 bananfluer må i 1970 lade livet til ære for forbrugerne.
Centrallaboratoriet vil nemlig undersøge, om den frugt, de små kræ har boet i, er for giftig i forhold til, hvor mange spor af sprøjtegift frugt må indeholde.
Tilbage i 1970 udgjorde Danbo hele 27,5 procent af den samlede danske osteproduktion. I 2011 var tallet nede på 13. Trods nedgang er Danbo dog stadig den mest producerede og spiste ost i Danmark.
En firkantet, aromatisk ost med russisk inspiration.
På legat fra staten rejser den unge fynske mejerist Rasmus Nielsen i 1896 ud i verden for at lære om andre landes osteproduktion. I steppeområderne på grænsen mellem Polen og Rusland støder han på den russiske steppeost.
Denne inspirerer ham til at skabe en firkantet, opstukket ost med en helt speciel kitmodning. Men tilbage på dansk jord er andelshaverne på Kirkeby Mejeri ikke begejstrede for idéen om en fed, russisk steppeost, så Rasmus Nielsen overtager forpagtningen af mejeriet og begynder sin produktion. Salget går godt, og efterhånden begynder andre mejerier også at producere osten.
»Nina er gået i bad, og jeg spiser ostemad.«
Sådan skrev Benny Andersen i »Svantes Viser«, og det giver et godt billede af en typisk dansk morgen – som nemlig indeholder en ostemad. En tyk skive ost på franskbrød med en klat sød marmelade eller en sprød skive peber er blevet nydt af mange danskere til morgenkaffen. Derfra har Danbo-osten fået kælenavnet – morgenosten. Den bliver nu også spist til frokost, som mellemmåltid og natmad. Og netop denne ostekultur er ret speciel for os danskere, da ost primært spises som dessert, tilbehør eller ingrediens i maden i andre lande.
Og netop disse udenlandske ostevaner kan komme til at presse Danbo-ostens placering som den mest spiste og producerede danske ost. Den ældre generation spiser ofte ost, faktisk spiser 6 ud af 10 danskere mellem 60 og 74 år ost dagligt, og gerne om morgenen i form af en god gammel ostemad. Det er den yngre generation, som har helt andre ostevaner. For det første spiser de det sjældnere – kun hver 10. i aldersgruppen 18-29 år spiser ost dagligt. Og så er det oftest som ingrediens i en ret til aftensmaden, og derfor falder valget oftere på udenlandske oste som mozzarella og parmesan. Samtidig spiser de unge mange andre typer morgenmad end brød, så osten har heller ikke en plads i deres morgenstund.
Danboen kan karakteriseres som en smidig og skærbar kvadratisk ost. Den har en mild, lidt syrlig og aromatisk smag. Og ostens karakteristiske smag og tekstur skyldes kitmodning, hvor ostens skorpe bliver gnedet ind i en opløsning af bakterie– og gærkulturer.
Det hele begynder med den rå komælk, hvor fedtprocenten justeres og mælken efterfølgende pasteuriseres. Herefter tilsætter mejeristen syrevækker og løbe, som får massen til at stivne efter cirka 30 minutter. Denne skæres ud i tern, så vallen kan trække ud. Den sammenpressede masse skæres nu i stykker og kommes i forme. Her presses ostene igen og bliver så afkølede, saltede og overfladebehandlede med den danske kitkultur.
Herefter lagres osten i en periode, der svarer til den modningsgrad, man ønsker i den færdige ost. Under modningen udvikles aromaerne. Og det er derfra, Danbo-osten med navnet »Gamle Ole« kommer, for den er lagret i hele 50 uger, hvor en mild Danbo-ost typisk lagrer i 3-4 uger.
Ostens smagsnuancer kommer frem ved 16-18 grader, så husk at tage osten ud sammen med smørret, lidt før I sætter jer ved morgenbordet.
Inger Dahlgård Andersen prøvekører det nye kartonanlæg på Mejeriet Enighed i 1967. Foto: Den Gamle By.
I 1972 bliver mælkesalget liberaliseret, så ikke kun mejerierne og deres mælkemænd må sælge mælk til danskerne.
Tidligere ringede mælkemanden med klokken på sin rute, så husmødrene kunne komme ud på gaden og få dagens ration af mælk, fløde og kaffefløde. Kunderne havde selv deres egne kander eller skåle med, og mælkemanden brugte et pottemål til at holde styr på mælkemængderne.
Fra slutningen af 1950’erne bliver de hestetrukne vogne skiftet ud med små varebiler og folkevognsrugbrød, så nu dytter mælkemanden, når han kommer forbi. Nu bliver mælken også solgt på flaske. Fra midten af 1960’erne begynder mange mejerier at gå over til den mælkekarton, som vi kender i dag. Og da mælken kommer på køl i supermarkedet, følger de sidste trop, da returflaskesystemet bliver upraktisk at håndtere.
Mælken købes nu på den ugentlige tur til supermarkedet, og husmoren, der står og lytter efter mælkemanden, er slet ikke hjemme længere, hun er jo på arbejdsmarkedet.
FDB's historiske kongres i 1971 blev blandt andet overværet af Kirstine Støvring, der er Severin Jørgensens plejedatter og Alfred Andersen (th) tidligere forretningsfører ved FDB i Aalborg. Han havde overværet 65 af de foregående 75 kongresser.
Den 25. maj 1971 blev der afholdt en skelsættende generalforsamling i FDB. Det skulle besluttes, om FDB gennem vedtægtsændring kunne få adgang til at drive butikker i eget regi. I givet fald ville det være et afgørende opgør med den oprindelige ansvarsfordeling i den danske brugsbevægelse, hvor brugsforeningerne drev butikkerne, og FDB var grossisten.
Lars P. Jensen, der i 1966 havde overtaget formandskabet for FDB efter Poul Nyboe Andersen, var en central figur på generalforsamlingen.
Det var ham, der skulle sikre opbakning til de vedtægtsændringer, mange fandt kontroversielle, men som bestyrelsen vurderede var nødvendige for at bringe brugsbevægelsen sikkert ind i fremtiden. P. Jensen var med sin ministererfaring scenevant, og han var i sit es ved store begivenheder som generalforsamlingen i 1971, hvor han åbnede mødet med at markere foreningens 75-års jubilæum. I sin tale sagde han blandt andet:
Denne idé – dette ideal, som er vort – fandt grobund i vort land på et tidspunkt, da så meget var i opbrud herhjemme både økonomisk og åndeligt, og hvor mennesker søgte efter noget andet, noget bedre og noget større – noget, der gav perspektiv i målsætningen og indhold i hverdagen.
Alt dette har været med til at forme det land, som er vort. Forme det, så det modstod stærke storme og rystelser, når disse nåede vore grænser. I de 75 år, FDB har bestået, har verden og dermed vort land gennemgået, oplevet rystelser, forandringer, hvor meget har måttet bukke under – både systemer og lande … 2 verdenskrige, verdenskriser og tekniske fremskridt, som vi næppe helt fatter, har ændret vor klode og vort land.”
Kilde: "Brugsen en anderledes forretning?" af Kristoffer Jensen m.fl. kapitel 11, temakapitel af Ellen Mølgaard Korsager.
Da Samvirke udskriver en konkurrence, hvor læserne skal indsende opskrifter på oksebov, modtager bladet 2000 opskrifter fra hele landet. Vinderopskriften kommer fra Fru Ellen Petersen, Fruens Bøge, og hedder "Oksegryde med rødvinsmarinade"
Danmark slutter sig til det europæiske fællesskab EF i 1972, hvilket betyder, at toldmuren falder, så udenlandske fødevarer bliver billigere og mere tilgængelige.
De danske husmødre har ellers været vant til at købe dansk, da det hidtil har været lig med kvalitet og den største selvfølgelighed. Dette skyldes også en massiv reklameindsats fra foreningen Køb Dansk, der har eksisteret siden 1908.
I de følgende år bliver udenlandske specialiteter som dåsetomater, hvidløg, aubergine, olivenolie, italienske pølser og franske oste og vin en del af supermarkedshandlen. Det passer perfekt til tidens tv-køkken, som specielt kredser om det italienske køkken. Her får danskerne inspiration til retter, hvor de kan bruge de nye produkter.
Under rubrikken "Karens Koks Mad" kunne forbrugerne finde madinspiration. I februar 1966 var der en grundig beskrivelse af Osse Bucco.
Allerede i 1960’erne begynder danskerne at rejse på charterferier til Sydens sol. Verden åbner sig, og i 1970’erne begynder vi at tage de udenlandske retter til os og afprøve nogle nok lidt fordanskede versioner af græsk moussaka, spansk gazpacho og italiensk spaghetti bolognese. Råvarer som aubergine, friske krydderurter, hvidløg, courgette og olivenolie kan nu købes i supermarkedet eller hos købmanden, og inspiration til de udenlandske retter er der nok af i både tv, magasiner og dagblade.
Samtidig bliver Danmark ramt af en amerikansk bølge, og fastfood som pizza, chili con carne, burger og pizza bliver populært. Også et finere måltid fra det amerikanske vinder frem i slutningen af 1970’erne, nemlig steak med bagt kartoffel og tilhørende salatbord med blandt andet babymajs og kinakål. Sovs– og kartoffelkulturen er under hårdt pres.
Danskerne har spist kød med sovs og kartofler siden slutningen af 1880’erne. Det er indbegrebet af dansk madkultur. Og selv når man siger, at det går tilbage her i 1970’erne, så er der blot tale om en kultur, som ikke længere er altdominerende på de danske tallerkner. I løbet af 1970’erne stiger forbruget af ris og pasta endnu mere, og samtidig ændrer tallerkendelingen sig sådan, at kødet nu fylder mere end kartoflerne på tallerkenen.
Efter fusionen kom de tidligere HB-ejede butikker til at hedde "DB" foran navnet Brugsen. DB stod for "Danmarks Brugsforeninger" - og navnet DB brugte man herefter til butikker, FDB drev.
Efter de mange års rivalisering mellem FDB og HB var fusionen imødeset og nødvendig. Men da der endelig kunne skabes flertal for den både i HB og FDB, var det ikke to lige stærke parter, der forhandlede. HB’s markante ekspansion, nu med 5900 ansatte og dermed flere ansatte end FDB, var til sidst løbet af sporet, og en markant likviditetskrise truede.
I bogen "Brugsen en anderledes forretning?" af Kristoffer Jensen m.fl. kan man i kapitel 12 læse:
”HB gik ind i fusionen med en forventning om, at alle landets brugsforeninger i løbet af en kortere eller længere årrække ville følge eksemplet og lade sig opsluge af FDB. Eller netop ikke opsluge af FDB, men snarere gennem tilslutning til FDB forandre FDB til Danmarks Brugsforening.
Det gjorde flertallet af resten af landets brugsforeninger ikke, som vi skal se i næste del af bogen. Og det skyldtes måske netop, at fusionen mellem HB og FDB snarere fik karakter af, at HB blev opslugt af FDB, end at der gennem fusionen blev skabt noget egentligt nyt. Den fornemmelse kunne man få, fordi navnet på den fortsættende organisation uændret var FDB, fordi den fortsættende organisation fastholdt sit hovedsæde på den hidtidige adresse i Albertslund, mens HB’s domicil blev solgt, og fordi Lars P. Jensen og Ebbe Groes også i den nye organisation var de ledende kræfter.
HB havde udviklet sig stærkt og opnået stor indflydelse på brugsbevægelsen, men havde i alvorlig grad tabt flyvehøjde på et afgørende tidspunkt og fik dermed ikke sat de fingeraftryk på fusionsprocessen, som de med en stærkere udgangsposition kunne have gjort.
Konsekvensen af HB’s pressede situation og fusionen generelt var en yderligere skærpelse af den centralisering, der var kendetegnende for perioden fra 1950’erne og frem. Den var på den ene side medvirkende til at give FDB bedre muligheder for at arbejde effektivt med hele værdikæden, men var på den anden side også med til at forrykke balancen mellem de lokale foreninger og den centrale forretning.”
Dagligvarer, slagter, bager, cafeteria, beklædning, elektronik, møbler og hus og have. I OBS! kan man få det hele.
FDB udnytter med åbningen af OBS! i City 2 i 1974, at mange forbrugere hellere vil handle i større varehuse med mange ting under samme tag end i små butikker. FDB må gøre noget, så de ikke mister for mange kunder til konkurrenten Bilka, der åbnede sit første varehus 4 år tidligere.
Og OBS!-varehuset i storcentret City 2 er stort. Hele 21.000 kvadratmeter kan kunderne boltre sig på – det svarer rundt regnet til 3 fodboldbaner.
I løbet af de næste år åbner FDB flere OBS!-varehuse. 12 år efter åbningen af det første varehus er der nu 7 varehuse rundtomkring i Danmark – FDB kalder dem »de 7 tunge«, fordi de er så store. Ifølge en kunde »får man varerne smidt i nakken« i OBS!.
OBS! er dog også et smertensbarn for FDB. For det er dyrt at drive så stor en forretning, og kunderne handler der ikke nok, så kæden leverer underskud år efter år. OBS!-kæden lukker og slukker i 2002, og de nu 12 butikker skifter navn til Kvickly Xtra.
En af de senere forklaringer på, at OBS! ikke klarer konkurrencen mod Bilka, er, at Dansk Supermarked gennem Bilka i stort omfang satser på at sælge kendte, internationale mærkevarer. OBS! blev i større grad set som en kanal for at markedsføre brugsbevægelsens egne mærker.
Udvalget af kød voksede i 1960'erne. Husmødrene kunne vælge mange forskellige pakker med kalve- og oksekød i Brugsen i Masnedsund.
Færdigpakket hakket oksekød bliver en fast del af supermarkedernes sortiment i løbet af 1970’erne. Nu er det nemt at skaffe og tilmed billigt. Husmødrene får inspiration til nemme og eksotiske hverdagsretter lavet af hakkekød fra brochurer og opskriftshæfter. Danskerne er på charterrejserne til Syden blevet mere fortrolige med udenlandsk mad, og nemme retter som lasagne, moussaka, chili con carne, millionbøf og spaghetti med kødsauce bliver en fast del af madplanen.
Samtidig forandrer kødets status sig. Hvor retter før var bygget op omkring kødet, bliver det nu en ingrediens på mere lige fod med rettens andre ingredienser – eksempelvis pastapladerne og bechamelsovsen i lasagne.
Brugsens Børnekogebog var nok en af de mest populære af FDB's kogebøger, men de fandtes også med temaer som: hakket kød, gærbrød eller frugt.
»Brugsens Børnekogebog« med opskrifter, børn nemt kan stå for selv, er en succes, da den udkommer i første halvdel af 1980’erne. Succesen holder stadig. Bogen, der ikke trykkes eller kan købes længere, er blandt de mest efterlyste varer, når kunderne skriver til Coop.
Børnekogebogen er en del af en populær serie af kogebøger, som FDB udgiver fra midten af 1970’erne til midten af 1980’erne. I øvrigt samtidigt som Karolines Kogebøger bliver populære.
I Brugsens serie kan man finde titler som: »Gæstemad fra Brugsen«, »Kød fra Brugsen« og »Spis bedre med Brugsen«.
Samvirke tager i 2014 traditionen op og begynder at udgive små kogebøger med titler som »Kager fra Samvirke« og »Brød, grød og korn fra Samvirke«.
Da Ebbe Groes gik af, voksede uenighederne om, hvilken retning FDB og brugsforeningerne skulle udvikle sig i.
”Hvor perioden 1946-1973 var præget af en stor grad af kontinuitet på de ledende poster og dermed naturligt også i den basale strategiske retning, skulle tiden efter 1973 blive præget af en langt større fragtmentering med perioder med hyppige udskiftninger på lederposterne og deraf følgende strategisk siksakkurs. Både centraliseringstendensen og magtforskydningen væk fra de medlemsvalgte skulle der blive stillet spørgsmål ved, og i det mindste punktvist skulle pendulet komme til at svinge i den modsatte retning.”
Madpyramiden kom op at hænge i skoler, hos tandlæger, ja kort sagt alle vegne. I 80'erne kunne du slanke dig med madpyramiden og Brugsens Slankekogebog.
I 1976 introducerer FDB madpyramiden for danskerne med Brugsen som afsender. Idéen er at give danskerne et nemt billede på, hvordan man sammensætter en sund og varieret kost.
Inden længe hænger plakaten med madpyramiden på væggen hos sundhedsplejersker, læger, tandlæger og i de danske skolekøkkener. Pyramiden er delt i tre lag. Man skal spise mest fra bunden, hvor de komplekse kulhydrater som brød, gryn, pasta, ris, kartofler og mejeriprodukter er. Mindre fra midten, hvor grøntsagerne og frugten ligger. Og mindst fra toppens proteiner i form af kød, æg og fisk. Madpyramiden bliver en stor succes, og efter 10 år kender 3 ud af 5 danskere til den.
Madpyramiden bliver oprindeligt opfundet i Brugsen i Sverige. Prøvekøkkenchefen i de svenske brugsforeninger, Kooperativa Förbundet, Anna-Britt Agnsäter bliver bedt om at udarbejde en billig kostplan til borgerne af den svenske stat, da det var småt med husholdningspengene på grund af oliekrisen. Den svenske »matpyramid« er klar i 1974. To år efter vælger FDB at bruge madpyramiden, og for at gøre den mere dansk skipper man blandt andet det svenske knækbrød.
Fra 1976 til 1988 sker der kun små ændringer i madpyramiden. Cornflakes, ris og pasta kommer til, da det bliver en fast del af danskernes hverdagsmad. Herefter går der 20 år, hvor madpyramiden står urørt. Men i 2008 tager FDB den frem igen, og nu bliver den opdateret med tidens store sundhedsmæssige fokus på fuldkorn. Spaghettien bliver grov, og rugbrødet får mere plads. Kød og fisk i toppen må desuden indfinde sig med mindre plads, og det bliver trangt deroppe, da fedtstoffet fra bunden også flytter derop.
I 2011 bliver madpyramiden klimavenlig, og spiser du efter den, så er det med stor sandsynlighed også de mindst CO2-tunge fødevarer, der fylder mest på din tallerken.
Grøntsagerne bliver flyttet fra den midterste hylde ned i bunden, hvor de fylder pladsen sammen med rugbrød, havregryn og kartofler og en kande vandhanevand. Så spis godt med grønt, og sluk tørsten i vand. De komplekse kulhydrater, som tæller pasta, ris, fuldkornsbrød, mysli, couscous og bulgur, er til gengæld flyttet op i midten sammen med mælkeprodukterne og frugten. Øverst finder vi stadig proteinerne i form af kød og æg sammen med fedtstof.
Sådan så Madpyramiden ud på en forside af Samvirke
Madpyramiden bliver først opfundet i 1974 i Brugsen i Sverige, hvor behovet for en billig og enkel kostplan får daværende prøvekøkkenchef Anna-Britt Agnsäter til at udforme en letfordøjelig grafik over de vigtigste fødevarer.
I den oprindelige udgave af Madpyramiden ligger de komplekse kulhydrater i form af for eksempel brød og kartofler i bunden, imens fibre og vitaminer fra frugt og grønt ligger i midten efterfulgt af proteiner fra kød, fisk og æg i toppen.
Resultatet bliver hurtigt en succes i Danmark også – og er det stadig. Den nyeste version af Madpyramiden er fra 2011.
Ingen siger nej til en god bøf! På panden, på grillen - godt oksekød er nemlig til at betale.
Oksekød er en eksklusiv festspise helt op i 1970’erne. Men her begynder en udvikling, som ændrer oksekødets funktion og status fra festmad til hverdagsmad hos danskerne. I supermarkederne kan man nu købe oksekød af høj kvalitet, og det får den voksende middelklasse til at smide bøffer og steaks på pande og grill og servere det med bagt kartoffel og salatbord. Det går hurtigt med pandestegning, og det er at foretrække for den pressede, udearbejdende husmor. I samme periode åbner de første bøfhuse i Danmark, både de eksklusive og de mere folkelige spisesteder.
I 1970'erne udfasede FDB efter kritik fra organisationen NOAH farvestoffer fra en række fødevarer, og den klare cola blev født.
Tove Lindbo Larsen var som medlem af FDB’s bestyrelse - fra 1978 næstformand – ankerkvinde på det forbrugerpolitiske projekt. Hun kunne give det yderligere troværdighed gennem sin egen baggrund som husholdningslærer og med en livslang kamp for forbrugerbeskyttelse og herunder som folketingsmedlem for Socialdemokratiet, for hvem hun senere blev minister.
I "Brugsen - en anderledes forretning?" skriver forfatter Kristoffer Jensen m.fl. i kapitel 15:
” NOAH’s aktion blev brugt som anledning til at skyde en storstilet debat i gang i brugsbevægelsen om forbrugerbeskyttelse. På FDB-kongressen i juni 1976 blev det vedtaget at arbejde frem mod et ”forbrugerpolitisk handlingsprogram”. Som det blev udtryk i FDB’s beretning for året 1976, gav NOAH’s aktion ”et godt skub fremad og skabte megen positiv debat og opmærksomhed.” Handlingsprogrammet blev efter en omfattende debat på alle brugsbevægelsens niveauer vedtaget på kongressen i 1978, og indholdet efterfølgende kommunikeret ud gennem Samvirke til alle bevægelsens medlemmer. Programmet forpligtede brugsbevægelsen på i produktudviklingen af egenproducerede fødevarer at have de ernæringsmæssige konsekvenser for øje, at øge kontrollen med fødevarer leveret fra eksterne leverandører og at reducere ressourceforbruget ved emballering”
” Det forbrugerpolitiske program kom til at danne grundlag for brugsbevægelsens satsning på økologi. Forberedelserne blev taget i slutningen af 1970’erne, og de første økologiske grøntsager kom på brugsernes hylder i 1981. FDB kom hermed sammen med idealistiske landmænd til at skabe et helt nyt marked, og økologien er dermed et stærkt eksempel på, hvordan brugsbevægelsen som anderledes forretning ikke kun reagerede på markedets efterspørgsel, men også selv arbejdede på at skabe en ny efterspørgsel med udgangspunkt i idealistiske idealer.
Økologien, Samvirke og den generelle indsats for beskyttelse af forbrugerne hvilede alle på et for seriøst grundlag til, at forbrugerne kunne afskrive dem som alene værende markedsføringsmæssige kneb for at tækkes nye strømninger blandt danskerne.”
FDB har gennem 100 år produceret en lang række varer selv. Et af brugsens egne varemærker var Danefrost. På frysehuset produceredes alt fra grøntsager til frossen fisk.
Efter årevis med gang i hjulene på FDB’s egne fabrikker er det slut. Allerede i 1979 vælger FDB at sælge tobaksfabrikken i Esbjerg, og op igennem 1980’erne går det kun én vej: ned.
Dykket skyldes dels, at mange af de varer, som FDB selv producerer, nu kan produceres billigere i udlandet, men også driften er presset i koncernen.
Derfor må rollen som en selvstændig sektor i samfundet nu træde i baggrunden for en mere økonomisk strategi, hvor det gælder om at sikre penge i kassen. Salget af de sidste fabrikker markerer en ny retning for FDB, som nu udelukkende fokuserer på at drive detailhandel.
Gulerødder var de første økologiske varer, Svanholm leverede til FDB.
I februar 1979 fandt et besynderligt møde sted i den flotte spejlsal på godset Svanholm. Mødet skulle vise sig at blive afgørende for udbredelse af økologi i den danske detailhandel. Forestil jer: Godsets flotte spejlsal. På puder på gulvet mødets ene part, Svanholms kollektivister i deres islændersweatere og palæstinatørklæder med talsmand Poul Erik Hedebo. Over for dem mødets anden part, FDB’s jakkesætklædte forhandlingsdelegation på tre mænd med FDB’s daværende chef for frugt og grønt N.J. Poulsen i spidsen.
FDB krævede naturligvis leverancesikkerhed. Det var ikke let for det nyetablerede Svanholm at garanterer dette med en helt ny dyrkningsform og en helt ny kollektiv strukturering af godsdriften. Landsforeningen for de økologiske avlere var i første omgang modstandere af ideen om at sælge til FDB. Økologiske varer skulle sælges ved stalddørene og i de små halvokkulte biodynamiske urtekrambutikker. I FDB stod N.J.Poulsen også ret alene med ambitionen om at få aftalen med Svanholm og de andre økologiske producenter på plads. Varerne var besværlige for butikkerne ifh. logistik og plads i butikken, og de var i starten ikke lige så holdbare. Der var intet her-og-nu økonomisk rationale i økologiske varer… der gik meget lang tid, før man i ledelsen kunne se et økonomisk argument.
To stædige mænd – en fra FDB og en fra Svanholm- fik den historiske aftale på plads. 1980-leverancen fra Svanholm og deres økologiske partnere var på i alt 30 tons, hvoraf halvdelen vurderes at være forsvundet i logistik eller rådnet op, før de blev solgt.
Kilde:
Tankerne bag "Det nye Køkken" var at give sæsonens råvarer en større betydning. Måltidet skulle indrettes efter, hvad du kunne købe på torvet samme dag.
Et andet modtræk til 1980’ernes voksende fastfoodkultur er »det nye køkken«. Dette bliver udviklet af danske mesterkokke som Søren Gericke, Jan Hurtigkarl og Erwin Lauterbach.
Køkkenet er inspireret af det franske begreb torvekøkkenet, også kendt som nouvelle cuisine, hvor måltidet sammensættes af de bedste råvarer, som chefkokken kan finde på torvet den pågældende dag. Derved bliver det nye køkken et dansk køkken, da torvet udelukkende byder på årstidens lokale varer.
Det nye køkken bryder fuldstændigt med hierarkiet blandt råvarerne. Al frugt og grønt har den samme værdi, og det er kokkens opgave at lære hver enkelt råvare at kende og servere den uden for meget pynt. Nu kan man få serveret en hovedret, hvor eksempelvis porren spiller hovedrollen og måske end ikke er akkompagneret af hverken kød, fisk eller fugl. Det er nyskabende, ja, revolutionerende.
Det nye køkken er dominerende inden for det professionelle køkken i Danmark indtil årtusindeskiftet.
Fastfoodkulturens ypperste repræsentant, den amerikanske burgerkæde McDonalds, kom til Danmark i 1981.
1980’erne er et årti præget af modsatrettede strømninger i madkulturen. Den amerikanske fastfoodkultur slår for alvor rødder i den danske jord, da den første McDonald’s kommer til landet i 1981.
På den anden side ulmer en reaktion på fastfoodkulturen i form af en sundhedsbølge og et stigende fokus på økologi. Fitnesskulturen kredser om den slanke, sunde krop, og som kontrast til den næringsfattige, fede burgermad baner den vej for flere grøntsager i retterne, fedtfattige typer af kød som kalkun og mere frugt, som nu bliver tilgængeligt i mange eksotiske, afskygninger.
I Brugsen kan danskerne fra 1980 for første gang i Danmarks historie købe økologiske grøntsager. Omtanken for miljøet og bekymringen over indholdet af giftstoffer i fødevarerne gør samtidig, at flere danskere vælger at hakke græsplænen op for at kunne dyrke egne grøntsager.
FDB vil gerne hjælpe med afklaringen af ansvar i forbindelse med "Jagtskandalen". Derfor får Politiet mødelokaler stillet til rådighed på FDB's hovedkontor i Albertslund. Mere end 200 ansatte afhøres.
Året er 1982, og FDB har netop købt Irma-kæden. Med Irma ombord i organisationen sikrer FDB sig en endnu større markedsandel i hovedstaden, men købet går ikke uset hen. Journalister fornemmer en lukkethed fra FDB-ledelsens side og giver sig straks til at snuse i sagen, som i de følgende år udvikler sig til en regulær skandale for FDB.
I juni 1982 forlyder det, at en ung direktør i FDB, Klaus Munch Nielsen, skulle have fået stillet en Land Rover til rådighed af en brødfabrik, som leverer til FDB’s butikker. Og i juli går snakken i pressen om, at FDB-toppen har fået betalt jagtrejser af en anden nær forretningsforbindelse – og dækket over det for at undgå misundelse.
I alt seks politifolk bliver sat på sagen, og 200 mennesker afhøres i forbindelse med »jagtskandalen«, som først slutter i 1984, hvor den nu afgåede direktør Klaus Munch Nielsen kendes skyldig i bedrageri. Også bestyrelsesformanden, førstedirektøren og flere andre ledende medarbejdere må gå af, imens skandalen står på.
I årene efter kæmper FDB med mange skiftende ledelser og et blakket ry.
Irma var sin egen, og medarbejderne ville ikke være en del af brugserne. Først i 2012 flytter Irmas administrative funktioner fra Rødovre til Albertslund, hvor resten af Coop har hovedkontor.
»Du kan ikke slå mig ihjel! Mit navn er Irma!«
Sådan lyder sloganet, da Irma-medarbejdere i 1982 demonstrerer foran FDB’s hovedkontor i Albertslund. Pressen er også mødt op, og journalisterne sympatiserer med Irma-medarbejderne, som ikke ønsker, at deres elskede Irma skal sælges til ærkerivalen, Brugsen.
FDB prøver at løsne op for spændingerne ved at servere Cirkelkaffe uden for hovedkontoret, men medarbejderne går utilfredse hjem. Medarbejdere fra flere Irma-butikker lukker butikken i protest en dag i april og serverer Irma-kaffe for kunderne over en snak om deres frustrationer.
Medarbejderne har da forinden også prøvet, med tidligere slagter Svend Andersen i spidsen, at få lov til selv at købe Irma-kæden, men aktionærerne afviser og sælger omsider kæden til FDB. I lommen har de dog – ud over en god sum penge – en garanti om, at Irma kan blive videreført som selvstændig butik med sin egen profil.
I kapitel 16 i bogen "Brugsen en anderledes forretning?" af Kristoffer Jensen kan man blandt andet læse:
”Købet af Irma kunne i direktionens udlægning med andre ord sikre, at brugsbevægelsen med et – ganske vist dyrt – snuptag kunne opfylde sine egne målsætninger [om større markedsandel i hovedstadsområdet]. At forslaget om køb af Irma også kunne forklares ud fra en langt mere defensiv logik nævnte direktionen ikke med et ord i sit ellers omfangsrige materiale til bestyrelsen. Det var ellers en nærliggende tanke at spørge sig selv om, hvem der kunne tænkes at være køber til Irma, hvis ikke FDB bød sig til?
Hvis de hidtidige ejere under alle omstændigheder ønskede at realisere Irma, hvad meget talte for, kunne enten Dansk Supermarked eller en udenlandsk aktør i dagligvaresektoren meget vel blive den nye ejer, og hvor stod FDB så? Ganske givet ikke så godt, for så ville kampen om hovedstaden for alvor være tabt. Bjarne Møgelhøj, som blev formand for FDB’s bestyrelse i 1983, efter at købet var gennemført, lægger i dag vægt på det defensive element. På trods af, at det ikke optræder i den oprindelige indstilling fra direktionen til bestyrelsen, vurderer han i tilbageblik, at defensive overvejelser i virkeligheden spillede en helt afgørende rolle for købsbeslutningen.”
Udskåret, færdigkrydret og nem at sætte i ovnen. Lørdagskyllingen i foliebakke var en succes i mere end 20 år.
Lørdagskyllingen kommer til i 1982 og bliver en kæmpe salgssucces, også selvom det ikke er lørdag. Fjerkræ bliver mere populært og udbredt igennem 1980’erne i takt med fitnessbølgen og et voksende fokus på sund mad. Tilbage i 1950’erne var kylling stadig en luksusspise, man nød i sommerhalvåret, men det industrialiserede opdræt og dybfrosten gør kyllingen til populær hverdagsmad.
Danpo tager lørdagskyllingen af markedet i 2006, da produktionen ikke længere giver overskud.
I slutningen af 1980’erne er der ikke mange, der kan huske, hvad brugsforeningen i virkeligheden går ud på. Sådan lyder det i et brev, som daværende formand Bjarne Møgelhøj sender ud til FDB’s 800.000 medlemmer. I brevet ligger et orange kort af plastic. Det er det nye medlemskort.
Genintroduceringen af medlemskortet skal for det første ruske op i kundernes tilhørsforhold til den lokale brugs, men også den gamle dividende, som i flere år ikke er blevet udbetalt til medlemmerne, skal gennem det nye kort få nyt liv. Det sker dog først flere år senere, hvor endnu et kort – denne gang med chip – sendes ud til medlemmerne.
Mere opsparing og mindre gæld. Det er formålet med Kartoffelkuren fra 1986, som bliver gennemført af den borgerlige regering med Poul Schlüter i spidsen.
Det bliver altså mindre attraktivt at låne penge, og derfor falder det private forbrug. Kunderne vil nu have billige discountvarer, og det starter en bølge, hvor discountbutikker åbner med lynets hast.
FDB, der ellers før har været kritisk over for hele discounttankegangen, køber kun ét år efter kæderne fakta og Bonus og kalder alle butikker for fakta.
»Det kan de vist ikke få til at løbe rundt!«
Sådan lyder det internt i FDB, der kritisk ser til, da den første discountbutik åbner i Danmark i 1979 – 8 år før FDB køber fakta-kæden. I løbet af de næste år kommer flere discountbutikker til, men FDB ejer stadig ikke én eneste.
Det bliver der lavet om på i 1987. En dag henvender købmand Keld Droob, der driver 6 supermarkeder i Esbjerg-området og fakta- og Bonus-kæden, sig til Ole Høegh Lorentsen, der er FDB-regionens direktør. Fakta-mand Keld Droob spørger, om FDB vil købe de 6 supermarkeder, han har i Esbjerg.
»Nej. Vi vil hellere først købe jeres fakta-butikker,« svarer Ole Høegh Lorentsen, men i ren købmandsstil afviser fakta-manden hurtigt, for dem skal Herman Salling, der stiftede Dansk Supermarked, da have. Han er bare ikke parat til at betale nok.
Efter timelange forhandlinger i et sommerhus ved Blåvands Huk får de to parter, efter en omgang natmad, dog aftalt en fair pris: 200 millioner kroner betalt over 2 omgange.
Sådan køber FDB de 85 fakta- og Bonus-butikker, og sidstnævnte får også navnet fakta. 3 år senere køber FDB også de 6 supermarkeder fra Esbjerg-området, som købmand Keld Droob i første omgang ville sælge.
Da FDB lancerer helsekostserien Natura i slutningen af 1980’erne, er det ikke kun et spørgsmål om sundhed. Det er også et spørgsmål om at udbrede kendskabet til anderledes madvarer fra fremmede kulturer.
I den nye helsekostserie kan danskerne derfor finde eksotiske produkter som linser, kikærter, bulgur og forskellige former for bønner, som nemt kan erstatte den danske kartoffel i madlavningen.
Rucola flytter sammen med pinjekerner og spisepinde ind i danskernes køkken. På restauranterne er fusionskøkkenet det helt store hit.
Rucola, soltørrede tomater, pinjekerner og marinerede hvidløg er et kæmpe hit i danske køkkener i 1990’erne, hvor det italienske køkken og middelhavskøkkenet nu er helt integreret i de danske madvaner. Nye lokale grønthandlere sælger alverdens eksotiske frugter og grøntsager, og man kan spise en hurtig shawarma med falafel eller kebab i de mellemøstlige fastfood-restauranter.
Også asiatiske restauranter begynder at åbne i hobetal, og ikke kun de kinesiske grillbarer, men specielt thailandsk mad bliver populært. Et opsving i velfærden har sendt flere danskere på ferie i Thailand, og derfor kan retter som pad thai og panaeng curry vække dejlige ferieminder. Den asiatiske mad bliver også lavet i hjemmenes nyerhvervede wokgryder – tilsat godt med chili, ingefær og lime.
Udsynet til omverdenen, flere madkulturers tilstedeværelse i det danske land og udbuddet af eksotiske råvarer påvirker også den finere gastronomi og gør fusion til det nye og moderne. »Det bedste fra alle verdner« var idéen bag fusionskøkkenet, der også kombinerede råvarer, som normalt ikke blev serveret sammen, eksempelvis steak og tigerrejer i klassikeren »Surf ’n’ turf«.
Fusionskøkkenet skabte en stærk kontrast til 1980’ernes »nye køkken«, der benyttede lokale, sæsonbestemte råvarer.
Gourmetgrisen har altid adgang til udearealer.
Som et svar på forbrugernes stigende utilfredshed med kødkvaliteten af den eksportorienterede standardgris og den måde, dyrene bliver opdrættet og produceret på, lancerer FDB gourmetgrisen.
Siden slutningen af 1970’erne er udviklingen og avlsarbejdet af specialgrise begyndt, så grisen kan få en smag og kødkvalitet, der kan vække gastronomiens interesse.
Tre nye navne kommer til verden, og danskerne kan nu handle i SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og LokalBrugsen. SuperBrugsen ligger i centrum af byen, imens Dagli’Brugsen for det meste ligger i mindre byer og i klart afgrænsede beboelsesområder i de større byer. LokalBrugsen får rollen som landdistrikternes brugs.
Den nye struktur skal blandt andet give danskerne fornemmelsen af, at brugsen altid er tæt på i hverdagen, uanset hvor i landet man befinder sig.
Frysetør flødeskummet eller pisk fløden med ultralyd. Den molekylære gastronomi tilbereder maden på nye måder, og det var blandt andet molekylær gastronomi, der hjalp Noma med at udvikle smagen af skovbund.
Frysetørrede flødeklumper på rødgrøden. Foie gras serveret som iscreme. En timiankvists aroma under næseborene som en del af retten.
Sanseoplevelsen, synet, konsistenserne, temperaturerne, de nye former og teksturer – og ikke mindst overraskelseselementet. Et molekylært måltid tilfredsstiller dine sanser, og så udfordrer det måske din opfattelse af et måltid og mad i det hele taget.
Molekylær gastronomi kan oversættes til »kogekunstens fysik og kemi«. De molekylære kokke dekonstruerede råvarer for at bygge dem op igen i helt nye former og teksturer – alt sammen ved at trække på videnskaben og et hav af nye apparater.
Nogle kalder det et køkken, hvor målet er at sætte kogningen af fond på matematisk formel. Og usandt er det ikke, da projektet er dybt seriøst, og der ligger videnskab bag de kunstneriske anretninger.
Men det molekylære køkken er i lige så høj grad et legende oplevelseskøkken fuld af humor og overraskelser for sanserne.
På den måde adskiller det molekylære køkken sig tydeligt fra andre perioders køkkener. Hovedformålet med et molekylært måltid er at give gæsten en smagsoplevelse – med tryk på oplevelse. Modsat den traditionelle spiseoplevelse, hvis formål er at mætte gæsten. Derfor kan man sige, at molekylære restauranter ligefrem tilhører oplevelseskulturen, hvor traditionelle restauranter tilhører madkulturen.
Den 25. oktober 1999 går den første ordre gennem i FDB’s nyeste butik: Medlemsbutikken.
Medlemsbutikken er en butik på nettet, hvor medlemmer af FDB og brugsforeningerne kan reservere varer, som så bliver leveret til den lokale butik, hvor varen hentes og betales. Med et slag bliver selv den mindste Dagli’Brugsen udvidet med et kæmpe sortiment. Hvis man altså bestiller på nettet først.
Medlemsbutikker har i begyndelsen 6 medarbejdere, og ekspeditionen er manuel. Allerede efter det første år står det klart, at butikken er en succes. Danskerne vil gerne handle på nettet.
I 2001 bliver butikken åbnet, så alle danskere og ikke kun medlemmer kan bestille varer. Butikken skifter navn til Nettorvet, og samtidig kan kunder i Grønland og på Færøerne nu også bestille varer.
Coop modtager i 2005 e-handelsprisen for »at udnytte de eksisterende butikker i nethandlen« og »at gøre den lille butik stor«.
Betaling med betalingskort bliver muligt i 2011, hvor butikken ændrer navn til coop.dk. Nu er det også muligt for medlemmer at optjene point eller bruge point, når man nethandler.
Senest har coop.dk fokuseret sortimentet til 6 områder: baby, have, skønhed, legetøj, bolig og cykler.
Sushi blev for alvor populær i Danmark omkring år 2000.
»Rå fisk – adr, hvor ulækkert.« Denne sætning hører man ikke sjældent omkring år 2000 og i årene frem. Den første restaurant i den populære kæde Sticks ’n’ Sushi var godt nok allerede åbnet i 1994 i København, men mange danskere havde endnu ikke smagt den japanske spise af marinerede ris, tang og fisk.
Konsistensen og de nye smage kombineret med visheden om, at man spiste rå fisk, skulle mange danskere lige vænne sig til.
I dag er sushi blevet populært. Det bliver spist på fine sushibarer foran kokken, på lavprisrestauranter med running sushi, som takeaway fra den lokale eller køledisken og hjemmelavet – for nu kan man nemt erhverve sig både syltet ingefær, tang og wasabi i de fleste supermarkeder.
Den traditionelle japanske sushi har en enkelhed og renhed i både æstetik og smag. Dette er ikke kendetegnende for den sushi, som vi primært spiser i Danmark. Det skyldes, at den type sushi, der er slået igennem i Danmark og Vesten generelt, har været en tur over USA.
I 1970’erne slog en flok japanske kokke sig ned i Californien, og her udviklede de den traditionelle sushi, så den faldt i amerikansk og senere dansk smag. Det blev til en slags fusionssushi, hvor alt er tilladt, og andre af verdens køkkener bliver inviteret ind i sushirullen. I disse år bliver blandt andet California Roll med fyld af krabbe, avocado og agurk opfundet. Spicy Tuna, der også indeholder den californiske avocado og den stærke chili foruden tun, bliver også til i denne periode. Og så kravler de tempurastegte tigerrejer, som tidligere havde været en separat ret, ind i rullerne og bliver dekoreret med teriyakisaucen, som oprindeligt er en marinade til fjerkræ. Rammerne for sushien bliver altså sprængt i Californien, og det faldt i Vestens smag, som tager sushien til sig på linje med andre madkulturer.
Coop Extra-butik i Sverige. I den første tid i Coop Norden var drømmen, at butikkerne skulle have mere ens koncepter i hele Norden.
I juni 2001 beslutter de delegerede på FDB’s kongres at fusionere dagligvareaktiviteterne sammen med de svenske og norske søsterselskaber i selskabet Coop Norden AB, der får hovedsæde i Sverige. Coop Norden bliver den største dagligvareudbyder i hele Skandinavien med mere end 3000 butikker og over 60.000 ansatte.
Coop Norden skal give bedre indkøbspriser, og det er der brug for efter en række år med økonomisk smalhals i de danske butikker. Datterselskaber i de 3 lande skal sørge for den lokale kædedrift, distribution og annoncering. FDB kommer ved fusionen til at eje 38 procent af Coop Norden. Svenske KF ejer 42 procent, og norske NKL ejer 20 procent af det fælles selskab.
Den lokale forankring bliver med fusionen mindre. De medlemsvalgte, der har repræsenteret medlemmer i den lokale butik og de besluttende forsamlinger i FDB, får med fusionen mindre indflydelse end tidligere på driften af butikkerne i Danmark.
Noma, der er kåret til en af verdens bedste restauranter, serverer mad lavet af nordiske råvarer. Her er hjertesalat på menuen. Foto: By cyclonebill from Copenhagen, Denmark
I 2003 slår det nye nordiske madtempel Noma (NOrdisk MAd) dørene op på Christianshavn. Bag restauranten står tv-kok og gastronomisk iværksætter Claus Meyer og kokken René Redzepi.
Et originalt gourmetkøkken baseret på nordiske råvarer og en slat ideologi fødes. Idéen bag »Den ny nordiske mad« var at skabe en gastronomisk identitet ud fra de råvarer, som Norden har at byde på. Maden på tallerkenen skal udtrykke regionens renhed, friskhed og enkelhed. Årstiderne skal afspejles i hvert enkelt måltid. Sundhed tænkes ind. Dyrevelfærd og bæredygtighed er også vigtigt.
Redzepi serverer myrer på pind, ovarier fra søpindsvin håndfanget ved den norske kyst, øllebrød i nye klæder, langtidsbagt rødbedekød, levende fjordrejer og spiselige pinde i maltjord.
I 2007 udmærkede Noma sig med to stjerner i Michelinguiden. Og i 2010 blev restauranten, som den første nogensinde i Danmark, kåret som verdens bedste af Restaurant Magazines.
Noma, som vi kender det, lukker i 2016, dog for at genåbne i nye lokaler med et nyt koncept.
Det nye Noma, som skal ligge på grænsen til fristaden Christiania, kommer til at omfatte en urban bondegård, et drivhus på taget og en tømmerflåde i vandet, hvorpå restauranten kan dyrke sine egne grøntsager.
På tallerkenen kommer der også forandringer. I foråret og om sommeren vil René Redzepi servere en 100 procent vegetarisk menu. I efteråret vil han fokusere på vildt, svampe og bær. Og om vinteren kommer også fisk og skaldyr på tallerkenen.
Ambitionen er at lave bæredygtig, grøn vegetarisk gourmetmad, der på ægte Noma-manér overrasker og udfordrer.
FDB sender i 2003 en rullende udstilling på de danske landeveje. Udstillingen, der er lavet i samarbejde med Experimentarium, er bygget i en 11 meter lang sættevogn, så den kan køres til udvalgte Coop-butikker.
Forbrugsjunglen består af 4 udstillinger med emner som sundhed, etik og miljø, og forbrugerne bliver klogere gennem lyd, tekst og quizzer. Målet er, at danskerne får mere viden om varerne i supermarkedet, så de kan træffe oplyste valg.
Forbrugsjunglen kører i sommerhalvåret i 2003-2005 og stopper ved udvalgte Coop-butikker. Butikker fra Hjørring til Hasle og fra Als til Ålsgårde får besøg – typisk i op til en uge ad gangen. I det første år besøger 13.000 danskere Forbrugsjunglen.
Bær og andre råvarer fra de nordiske lande er grundstenen i nordisk hverdagsmad. På billedet ses arktiske multebær.
Året efter Nomas åbning går René Redzepi, Claus Meyer, nordiske topkokke, madmennesker, bønder, fødevarepolitikere og dele af detailhandlen sammen i et symposium for at skabe et nyt nordisk køkken.
Det bliver til »Manifest for ny nordisk køkken«. Formålet og idéen er, at man med fælles front skal arbejde for, at madkulturen i Norden engang i fremtiden bliver kendt, beundret og elsket for måltider, der bygger på en symbiose af sundhed, velsmag, høje ambitioner og en ansvarlighed, når det kommer til bæredygtighed og fødevareproduktion.
Vi nordiske kokke finder tiden moden til at skabe Ny Nordisk Køkken, der i kraft af sin velsmag og egenart kan måle sig med de største køkkener i verden.
Det ny nordiske køkken skal:
1. Udtrykke den renhed, friskhed, enkelhed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region.
2. Afspejle de skiftende årstider i sine måltider.
3. Bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vande.
4. Forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære.
5. Fremme de nordiske produkters og producenters mangfoldighed og udbrede kendskabet til kulturerne bag dem.
6. Fremme dyrenes trivsel og en bæredygtig produktion i havet og i de dyrkede og vilde landskaber.
7. Udvikle nye anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer.
8. Forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra.
9. Kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af høj kvalitet.
10. Invitere forbrugere, andre madhåndværkere, landbrug, fiskeri, små og store fødevareindustrier, detail- og mellemhandlere, forskere, undervisere, politikere og myndigheder til at samarbejde om dette fælles projekt, der skal blive til gavn og glæde for alle i Norden.
Grødbarer og grødblandinger blev smarte i 00'erne og Irma lancerede 5 forskellige grødblandinger.
Helt ind i første del af 1800-årene er grøden basisføde for en stor del af den danske befolkning. Også da den danske madkultur bliver revolutioneret i komfuralderen, rykker grøden med, men nu bliver den serveret som en mættende forret, da det bliver normalt at servere to retter alle ugens dage. Helt indtil 1950’erne spiser danskerne to retter til aftensmad, herefter stiger velstanden, og så er der ikke brug for den solide bund. Så grøden bliver for en periode lagt på hylden, men den billige, mættende spise bliver taget op igen på grøddage i 1970’erne, hvor den letter de trængte husholdningsbudgetter.
Billig og mættende er to ord, som klæber på grøden historisk set. Men med det ny nordiske køkken skal dette knap så flatterende ry ændres markant.
Danske topkokke tager nemlig grøden ind i deres køkkener og nyfortolker den både som mellemret og dessert. I 2006 bliver årets dessert i Danmark endda en version af øllebrød kreeret af kokken Rasmus Kofoed. Også på Noma, der flere gange er kåret som verdens bedste restaurant, serverer de deres egen fortolkning af øllebrød i selskab med skyris og fløde.
Grødtrenden siver ud til den brede befolkning, og i 2008 lancerer Irma fem grødblandinger med blandt andet svampe og tørrede tomater i samarbejde med kokken Rasmus Kofoed. Efterfølgende har mange caféer fået grød på morgenmenuen, der er åbnet spisesteder, som udelukkende serverer grød med forskelligt slags fyld og toppings hele dagen, og nu kan danskerne endda købe en instant grød med nødder og bær to-go i kiosken.
Skal man sige »sgir« eller »skyr«? Arla spurgte i 2014 danskerne, hvordan de mener, at ordet skal udtales i Danmark. Og spørgsmålet skilte danskerne i to næsten lige store lejre, da 48 procent foretrak sgir og 52 procent skyr
Det nordiske surmælksprodukt med højt proteinindhold, lavt fedtindhold, stor anvendelighed og en fængende vikingehistorie passer godt til tidens ny nordiske madtrend.
Den ny nordiske bølge er med til at bære skyr frem og give den spotlight i medierne. Men den måske nok vigtigste grund til, at islandsk skyr på få år er blevet en dansk hverdagsspise, skal findes i dets »slankende og muskelopbyggende« image i en proteinorienteret tid.
Selvom fedtindholdet er helt nede på 0,2 procent, så minder en mundfuld skyr om fed, cremet græsk yoghurt i konsistensen. Smagen vil dog hurtigt minde dig venligt om, at det ikke er en sødlig, fedtholdig græsk yoghurt, da skyr har en syrlig og lidt »tør« smag. Skyr laves ved, at man lader vallen løbe fra syrnet kærnemælk, hvilket giver det høje proteinindhold på 11 procent.
Norske vikinger tog det syrnede mælkeprodukt med til Island for godt 1000 år siden, da de bosatte sig. I dag er islændingene så glade for skyr og deres mælkeproduktion så forholdsvis lille, at de selv indtager hele landets produktion. Så da skyr kom på hylderne i 2006, stod det danske økologiske mejeri Thise bag.
I 2007 kommer Coops danske butikker igen under direkte ejerskab af FDB gennem datterselskabet Coop Danmark.
I 2007 kuldsejler Coop Norden. Drømmen om fælles kæder og et tæt samarbejde om distribution og drift må opgives. Uenighederne er siden oprettelsen i 2003 blevet for store.
FDB beslutter at købe de godt 1200 danske butikker ud af Coop Norden til en pris på cirka 2 milliarder. Butikkerne har nemlig udviklet sig positivt og er blevet forholdsmæssigt mere værd siden fusionen. Tilbage bliver et samarbejde om indkøb og egne varemærker.
»Vi har haft stor succes med fælles indkøb, og det samarbejde får vi nu mulighed for at udvide. Men vi har samtidig erkendt, at de individuelle forskelle mellem landene er alt for store, og vi forlader derfor idéen om de fælles koncepter og lægger driftsansvaret tilbage til de enkelte lande,« sagde FDB’s formand Ebbe Lundgaard ved opsplitningen.
FDB får igen eneansvaret for driften af Coop, men den klare adskillelse mellem forening og forretning, der kom ved oprettelsen af Coop Norden, bibeholdes mellem FDB og Coop Danmark.
Änglamark er svensk og betyder englejord. Faktisk kommer ordet fra en sang af den svenske visemester Evert Taube. En sang, der handler om, hvor fin vores jordklode er.
Vi mennesker har det dog med at ødelægge kloden. Og det bør vi stoppe med, skriver visemesteren i sin fine sang.
FDB bliver inspireret af det fine, svenske ord og tilbyder med lanceringen af Änglamark forbrugeren økologiske, miljø- eller allergivenlige produkter samlet under ét mærke – til gavn for overblikket hos forbrugeren. Og Änglamark spænder vidt: fra vaskepulver til tomater over babymad til sengetøj.
Lakrids har været brugt til medicin og har skabt nydelse i slikskålen. I 2008 begyndte lakrids for alvor at finde vej til vores mad.
Piber, poletter, salte søm og bløde pandaer. Lakridsen er en del af den danske slikskål – og det har den været i mere end 100 år.
Men i 2008 sker der noget helt skelsættende for lakrids. På Bornholm bliver der nemlig skabt en gourmetlakrids, som viser sig at få stor betydning for lakrids i al almindelighed.
Nu bliver lakrids nemlig stuerent i de fine køkkener. Dygtige kokke eksperimenterer med lakridspulver, rålakrids og lakridssirup i både det salte og det søde køkken. Lakridsen bliver serveret til både jomfruhummer, mørbrad og chokolade.
Efter en tid, hvor lakridsen har nydt stor opmærksomhed på restauranter og i madmagasiner, flytter den nu også ud i supermarkederne og ind i de danske hjem, hvor de eksklusive og måske endda chokoladeovertrukne lakridser bliver serveret til både kaffe og vin.
I dag er der stort fokus på lakridsen, og man kan få den i kombination med mange andre fødevarer. Eksempelvis i flødebollen, chokoladen, som sirup på morgengrøden eller isdesserten, i kager, julekonfekten, i øllet, teen og caffe latten. Lakrids har opnået en høj status som råvare, og i dag er der endda en lakridsfestival i Danmark.
Indtil slutningen af 1800-tallet blev lakrids brugt som et slimopløsende middel ved astma, tør hoste og dårlig hals. Og da det jo var medicin, måtte man en tur på apoteket for at købe lakridsrødderne og de andre lakridsprodukter.
Importen af lakridsslik fra England og Tyskland tager til op mod år 1900, hvor lakrids altså ikke kun bliver spist for helbredet. Fra 1920’erne kommer den bløde lakrids til, da en dansk fabrik producerer bløde lakridsstænger og tandbørster til børnene. Lakridsen bliver dog stadig brugt mod hoste, og det er da også idéen med de første Gajol pastiller, som bliver fremstillet fra 1933 – netop til lindring af øm hals.
Skru op for grød og desserter med bær - og ned for smørklatterne og kødet. Sådan lød rådene i manifestet om Ny Nordisk Hverdagsmad.
I projektet OPUS går Claus Meyer sammen med Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet for at undersøge sundhedspotentialet i en kost baseret på lokale råvarer.
Projektet bliver døbt ny nordisk hverdagsmad, og det er en version af »Ny nordisk mad«, som er for hele folket, altså ikke fin gastronomi, men hverdagsretter, der er nemme at lave, til at betale og ikke mindst hurtige, så maden kan serveres i travle børnefamilier.
Principperne for Ny nordisk hverdagsmad tager afsæt i Ny nordisk madmanifest fra 2004 og lyder således:
Store smørklatter og fuldfed sovs er der sparet på i de nordiske hverdagsretter. Til gengæld er der kælet for de fem grundsmage, grøntsagerne er der bid i, krydderurterne skaber aroma, og så bliver der fyret op med stærke ingredienser som peberrod, sennep og løg.
Sensorisk, aromatisk og smagsmæssigt er der kælet for detaljerne i det ny nordiske køkken, og det gør tilsammen, at et måltid bliver tilfredsstillende uden store mængder animalsk fedt.
Danskerne opfordres til at stege i den danskproducerede solgule rapsolie, bruge æbleeddike og øl som syre, at plukke skvalderkålen og andet ukrudt i haven for at smide det i salaten, lave desserter på bær og frugter, spise kartofler, rugbrød og kornotto til en mindre mængde kød og helst fisk, skrue op for de grove grøntsager og indføre grød til morgenmad.
Ind med flere fibre og fuldkorn. Ud med salt, sukker og mættet fedt. Nogenlunde sådan lyder tanken bag Nøglehulsmærket, som Coops butikker tager til sig efter dets lancering i 2009.
Med det lille grønne logo får danskerne nemmere overblik over de sunde varer på hylderne, hvad end der er tale om færdigretter, frugt, fisk eller noget helt fjerde.
Missionen om at få danskerne til at spise sundere bliver en succes for Coop, da hele 8 Kvickly-butikker og en enkelt SuperBrugsen indtager de bedste pladser i konkurrencen om »Årets Nøglehulsbutik« i 2011. Foruden en sikker førsteplads går Kvickly desuden hjem med titlen som »Danmarks nemmeste sted at vælge sundere«.
Trenden med ny nordisk hverdagsmad giver øl medvind. En skov af mikrobryggerier myldrer frem.
FDB og Samvirke udgav sammen med OPUS to kogebøger og en samlet udgivelse med yderligere opskrifter.
På Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet bliver forskningscentret OPUS dannet. Forskningsprojektet har to grene, nemlig at udforske sundhedspotentialet i de nordiske råvarer og undersøge, om en nordisk hverdagskost samtidig kan fremme både planetens og det enkelte menneskes sundhed.
I forskningsprojektet OPUS på Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet bliver det undersøgt, hvilken effekt det har, hvis man spiser en ny nordisk hverdagsmad frem for den gennemsnitlige danske kost.
Resultat viser, hvilket ikke er overraskende for fagpersoner, at ny nordisk hverdagsmad er lige så sundt som eksempelvis middelhavskosten. Forsøgspersonerne taber sig, deres blodtryk og kolesteroltal daler. Og de mange fibre og fuldkorn forebygger både kræft og diabetes. Den ikke-eksisterende overraskelse skyldtes, at ny nordisk køkken stemmer overens med de nordiske kostråd.
I 2011 udkommer kogebogen »Ny nordisk hverdagsmad« på Samvirke Forlag. Bogen indeholder opskrifter, som netop er udviklet og brugt i OPUS-forskningsprojektet.
I 2013 bærer det økonomiske landskab tydelige præg af finanskrisens hærgen. Mange banker er gået konkurs, og flere danskere er utilfredse med de eksisterende bankers mangel på gennemsigtighed.
Coops nye bank henvender sig til den almindelige dansker og tilbyder simple bankydelser, hvor alle kan være med – selv gældsplagede kunder og dårlige betalere, som dog ikke får et kreditkort.
I de første år af andelsbankens levetid regner Coop med et tocifret millionunderskud, som ifølge Coops egne beregninger vil vende inden for en periode på 10 år. Til den tid håber banken på at kunne nå op på 234.000 kunder.
Coop har lanceret et madmanifest, som skal give danskerne bedre mad og mere økologi frem mod år 2020.
Friskbagt brød, god kaffe og delikatesser af friske råvarer. Hos Mad Cooperativet er den gode smag i fokus, og den må ikke koste for meget.
Initiativet om at få danskerne til at spise sundere og med større omtanke for miljøet munder i 2015 ud i Coops første konceptbutik.
Butikken, der ligger i hjørnet af Københavns Hovedbanegård, fylder 800 kvadratmeter og rummer flere afdelinger, herunder et åbent køkken, hvorfra TV2 hver eftermiddag sender madprogrammet »Go’ Appetit« med kokken Claus Holm og ernæringseksperten Christian Bitz.
Danskerne efterspørger alternativer til kødet. I Coop er salget af eksempelvis tofu steget de seneste 2 år.
Fællesskab om måltidet er stadig vigtigt. Hver 10. dansker har prøvet at være med i en madklub.
"2 gange om ugen" og "Spis mere fisk". Sådan har kampagner og kostråd lydt, og danskerne har taget rådene til sig. I seneste kostundersøgelse er indtaget af fisk steget.
Lav selv kartoffelmosen og køb resten til retten brændende kærlighed i supermarkedets disk med måltidsløsninger. Mad skal være nemt, men helst som vi selv kunne lave den.
Fra flæsk til havregryn og skyr. Den danske morgenmad har ændret sig markant på 150 år.
Far spiser rugbrød med ost, mor skyr med frugt – eller måske endda en hakkebøf – og ungerne får havregryn med mælk. Om morgenen spiser vi ikke nødvendigvis det samme mad, selvom vi sidder om det samme bord eller i hvert fald er i det samme hjem. Sådan var det ikke tilbage i 1800-tallet.
Morgenmaden er nemlig det måltid, som har ændret sig mest. Hvor der i dag er utallige muligheder, når man skal vælge dagens første måltid, blev der i 1800-tallet serveret øllebrød med sild eller flæsk – stort set hver eneste morgen.
Omkring år 1900 sker der en stor ændring på morgenbordet, da de valsede havregryn kommer på markedet. Nu bliver havregrøden en meget populær morgenmadsspise. På omtrent samme tidspunkt bliver det udbredt at servere smurt brød til morgenkaffen eller -teen. Dette har i nogle årtier forinden været skik blandt det fine borgerskab, men ikke hos de jævne danskere. Nu er der flere muligheder ved morgenbordet. Det mættende, billige øllebrød forsvinder dog ikke helt, men det gør silden og flæsket efterhånden.
I slutningen af 1940’erne kommer cornflakes til Danmark, og hertil bliver der nu drukket juice, som saften havde skiftet navn til efter amerikansk forbillede. Til at begynde med drak danskerne solbærjuice, senere tog appelsinjuicen over.
Fra 1960’erne opstår begrebet »mejerigtig morgenmad« med Karolinekoen og Karolines Køkken som afsender. Mælk, ost og smør bliver lig med sundhed. Snart spiser de fleste danskere skiveskåret ost på deres smurte rundstykker og drikker mælk til. I 1964 bliver yoghurten også fast inventar på mange morgenborde, den får nemlig sit folkelige gennembrud, da den bliver sødet med frugt.
Rugbrød har været en del af danskernes basiskost i flere hundrede år, men siden 1985 er indtaget af rugbrød kun gået en vej: nedad.
I dag er det ikke en selvfølge, at der ligger rugbrødmadder i madpakken – hverken hos børn eller voksne. Frokostalternativer som pizza, shawarma, pita, sandwich og salater har presset rugbrødsmaden, og danskernes forbrug af rugbrød er faldet hele 40 procent siden 1985.
Helt tilbage til middelalderen og ind i 1800-årene var rugbrød sammen med grøden den vigtigste næringskilde for danskerne. Til alle dagens måltider blev der serveret en humpel rugbrød. Det blev dyppet i fedtet fra flæskepanden, i søbemaden og serveret med en tyk skive kold grød på, når alle andre fødekilder var sluppet op.
Måden at spise rugbrød på ændrer sig markant, da den danske madkultur bliver revolutioneret i komfurperioden fra midten af 1800-årene. Sovs- og kartoffelkulturen opstår, og her går kartoflerne godt til kødet og sovsen. Også til morgenmaden får øllebrødet konkurrence, da både fint hvedebrød og havregrød bliver udbredt og populært omkring år 1900. Rugbrødet mister altså sin plads som danskernes basisføde.
Til gengæld begynder man i højere grad at spise rugbrød som skåren mad til mellemmåltid. Dette er rugbrød smurt med fedt og pålæg af enten ost eller kød. Disse rugbrødsmadder bliver også arbejdernes kolde frokost, da det varme middagsmåltid bliver skiftet ud med en madpakke. I slutningen af 1800-tallet bliver rugbrødet desuden brugt som fundament for det fine højtbelagte smørrebrød, som bliver moderne, og Danmark skal blive kendt for i udlandet.
Kartofler fra avleren henne om hjørnet, en lokal snaps og honning fra nabossognet. Det kunne lyde lidt af en tur til købmanden i 1930’erne, i stedet er det et billede på fremtiden. Coops mindste butikker - de mere end 300 lokale nærbutikker i Dagli’Brugsen er på vej med flere varer fra lokalområdet.
Dagli’Brugsen er i øjeblikket ved at modernisere en masse butikker til kædens nye koncept, hvor god mad og fællesskaber er i centrum. I Dagli’Brugserne indrettes et lokale, hvor byen kan mødes, og som en del af ombygningen får områdets lokale varer en særlig fremtrædende placering.
De små producenter kan sjældent levere til mange butikker, og Dagli’Brugsen skal have aftaler på plads med måske 400 producenter. I hvert butik skal der findes en række forskellige lokale varer, og leverandørerne kan jævnligt få lov at præsentere varerne og uddele smagsprøver i butikken.
På sigt kan brugserne også arrangerer udflugter til den lokale producent, så medlemmer og andre kunder kan møde ham eller hende, der leverer deres mad.
Tag mobiltelefonen op af lommen, scan varerne, du tager ned af hylden. Pak bare ned i poser med det samme og forlad butikken, når du er færdig med dagligvareindkøbene. Helt uden at stå i kø ved kassen. Sådan kunne fremtidens indkøbsoplevelse se ud, når du handler i Coops butikker. I hvert fald hvis du er medlem.
I efteråret 2015 kunne kunderne i de første 3 butikker selv scanne varerne og betale ved en særlig kasse, når turen rundt i supermarkedet var slut. Målet er, at du selv kan scanne dine varer i alle Coops 1200 butikker i 2017.
Allerede i dag er det muligt at betale med Swipp eller MobilePay i flere butikker, men i fremtiden skal det være endnu nemmere end at scanne stregkoder eller registrere mobiltelefonen på en klods ved kassemedarbejderen.
Coops betalingsløsning vil gøre det lige så nemt at betale, som når man i dag bruger kontaktløs betaling med betalingskortet.
Coop sænkede priser for at øge efterspørgslen efter økologiske varer. Målet er at gøre Danmark dobbelt så økologisk i 2020.